TV2-chef fratræder sin stilling efter kritik

Redaktionschef på TV2 Ulla Østergaard fratræder sin stilling efter massiv kritik af historie under valg.

Ulla Østergaard har en kort periode været spindoktor for Naser Khadar i Liberal Alliance i 2007.

TV2-redaktionschef Ulla Østergaard fratræder sin stilling på TV2, skriver hun på Facebook. Det sker efter kritik af falsk historie op til inatsisartutvalget i april.

Ekstra Bladet har tidligere beskrevet, hvordan Ulla Østergaard pressede en historie igennem kort før valget.

I historien blev formanden for Inuit Ataqatigiit (IA), Múte Egede, beskyldt for at have været inhabil i sager, han selv kunne drage økonomisk fordel af.

Historien måtte efterfølgende trækkes tilbage, og TV2 har beklaget forløbet.

- Kære venner. Jeg har i dag meddelt TV2, at jeg ønsker at fratræde min stilling. TV2 er en fantastisk arbejdsplads med dygtige, dedikerede og rare medarbejdere, og dem skal man passe godt på.

- Det har jeg ikke gjort godt nok, og jeg har intet ønske om at medvirke til at tynge TV2 og især TV2's medarbejdere i deres arbejde, skriver Ulla Østergaard på sin Facebook-profil.

Har presset på for at bringe historien

Múte B. Egede, Erik Jensen og andre har efterfølgende sagt, at de mener, historien blev plantet for at påvirke det demokratiske valg.

Hos TV2 har nyhedsdirektør Ulla Pors tidligere afvist, at der har ligget et ønske om at påvirke valget fra mediets side.

- Jeg er utrolig ked af den historie. Den skulle aldrig have været bragt. Men ud fra det, jeg har undersøgt på TV2, så er det ikke nogen, der er lavet den her fejl med vilje, sagde Ulla Pors søndag i programmet "Presselogen".

TV2's historie var lavet efter henvendelse fra en kilde, og ifølge Ekstra Bladet var det Ulla Østergaard, som havde presset på for at få lavet historien.

Mail til medarbejdere om pres

Ekstra Bladet har samtidigt afdækket, hvordan TV2 blev advaret mod at bringe historien, kontaktede en række kilder undtagen Muté B. Egede, og alligevel bragte den.

Torsdag skriver Ekstra Bladet, at TV2's journalister har modtaget en mail om, at de kan gå til deres tillidsfolk, hvis de bliver presset af en chef.

- I påsken oplevede tre af vores kolleger at blive udsat for et ret kraftigt pres fra en chef om at producere og publicere en historie på TV2.dk. En historie, som de ikke syntes var i orden – den såkaldte Grønlands-sag, står der i mailen ifølge Ekstra Bladet.

Tirsdag sygemeldte Ulla Østergaard sig. Og nu har hun altså valgt at fratræde sin stilling.

Powered by Labrador CMS