TV-spots til forebyggelse af selvmord

Det er vigtigt, at alle stærke kræfter i samfundet signalerer, at selvmord ikke er en løsning på livets problemer. Paarisa har i samarbejde med Nanoq Film produceret en TV – kampagne, der skal forebygge selvmord

TV-spots skal forebygge selvmord. ”Lev Livet – selvmord skal stoppes – giv nogen chancen for at hjælpe til”

Kampagnen består af ni forskellige korte spots, som blandt andet bringes i KNR og Nuuk TV samt via YouTube og det sociale medie Facebook. Hovedbudskaberne er, at selvmord skal stoppes, og at vi alle kan være med til at forebygge selvmord. Det oplyser Paarisa i en pressemeddelelse.

Livet skal leves, og selvom du har det svært, er der hjælp at hente, siger Paarisa.

Til hver spot er der knyttet en plakat, som henviser til rådgivningstelefonen Attavik 146.

Paarisas arbejde med selvmordsforebyggelse tager udgangspunkt i WHOs anbefalinger og etiske retningslinjer. Det betyder, at forebyggelse af selvmord anses for at være både en samfundsmæssig og en medmenneskelig pligt, så ingen ser selvmordet som en løsning på livets problemer.

Hovedformålet med Paarisas forebyggelsesindsats er at reducere antallet af selvmord.

Udgangspunktet for dette arbejde er ”Forslag til strategi til forebyggelse af selvmord” fra 2004 og implementeringen af væsentlige forslag herfra.

Desværre oplevede vi sidste år, at Grønland havde 65 selvmord. Paarisa arbejder på at formidle budskabet om, at vi som mennesker skal blive bedre til at snakke med hinanden om vores problemer, og at personer i krise har mulighed for at få gratis, anonym telefonrådgivning. Disse budskaber skal de 9 TV-spots være med til at udbrede, skriver Paarisa i pressemeddelelsen.

Hver TV-spot varer ca. 70 sek. – og spottet slutter af med en kort tekst:

”Lev Livet – selvmord skal stoppes – giv nogen chancen for at hjælpe til” efterfulgt af en reklame for rådgivningstelefonen Attavik 146. Samtlige kampagnespots er uden dialog eller tale. Budskaberne formidles gennem det visuelle udtryk til musik, som er komponeret af Henrik Høyer Jensen/Kishima.

Kampagnen viser, hvor svært det er at miste ved selvmord og henvender sig til alle, som på et tidspunkt overvejer selvmord, som en mulig udvej på livets problemer.

Kampagnen peger på, at der findes andre løsninger.

Målet med kampagnen er også, at vise det kæmpe savn, som de efterladte sidder tilbage med, samt at der er hjælp at hente, blandt andet fra Attavik 146.

Paarisa håber, at kampagnen vil medvirke til at sætte tanker og debat i gang om et emne, som fortsat er meget tabubelagt, fremgår det af pressemeddelelsen.

Powered by Labrador CMS