TV-2 tager lige en smuttur til Paamiut

Den danske rockgruppe starter sin Grønlands turné i Inussivik i Nuuk på fredag den 7. oktober. Weekenden tilbringes i Paamiut, mens der sluttes af i Ilulissat

Steffen Brandt og co. kommer til Nuuk, Paamiut og Ilulissat. Foto: TV2

Der er næsten gået to år, siden TV-2 sidst var i Grønland. Nu er tiden inde igen, bandet vil igen til Grønland, og det sker netop i det år, hvor gruppen kan fejre 30 års jubilæum. 2011 har været et år, hvor der har været meget gang i den for bandet. I februar sendte de deres nyeste CD på gaden, »Showtime«, hvilket også er den CD, der danner rammen om koncerterne i Grønland.

Sommeren gik med Grøn Koncert i Danmark, hvor TV-2 satte ny rekord som det band, der har optrådt flest gange på Grøn Koncert. Det har de nu gjort syv gange. De har spillet adskillige koncerter hen over sommeren. Nu er sæsonen ved at slutte af, og det sker så med tre koncerter i Grønland. I november slukker og lukker TV-2 for sæsonen. Det sker i London, hvor en stor koncert er stablet på benene.

TV-2 startede i 1988 deres interesse for Grønland. Det skete ved et stort koncert-show for at samle penge ind til Kræftens Bekæmpelse. De spillede dengang sammen med News – ligeledes fra Danmark – og så Sume. Det var her at interessen for Grønland blev skabt. Mange ture fulgte efter. Danmarks Kedeligste Orkester, som de ynder at kalde sig, har vel efterhånden været i Grønland 18-19 gange på de 23 år, der er gået i mellemtiden.

Ny by denne gang

Denne gang er det lykkedes at komme til Paamiut, en by som TV-2 aldrig tidligere har besøgt. Der har været mange forsøg på at komme forbi Paamiut, men det passede aldrig ind med fly eller skib. Gruppen har dog tidligere optrådt i Grønnedal ved Arsuk, men det er også det tætteste man har været på Paamiut.

Nu er det lykkedes i sidste øjeblik at få Paamiut på programmet. De spiller således i hallen lørdag den 8. oktober. De bliver fløjet til Paamiut i en chartret maskine og returnerer til Nuuk søndag den 9. oktober. Mandag den 10. oktober går turen så mod Ilulissat, hvor bandet spiller på Hotel Arctic tirsdag den 11. oktober.

Men inden turen går til Paamiut og Ilulissat spiller de en stor koncert i multihallen Inussivik i Nuuk fredag aften den 7. oktober. TV-2 kommer til Grønland i stærkeste opstilling, hvilket vil sige med Steffen Brandt i spidsen for Hans Erik Lerchenfeldt, George Olesen og Svend Gaul. De har to korpiger med på holdet denne gang, mens The Århus Horns i denne ombæring ikke er med på holdet.

Det er Nuuk Shotokan Karate-Do, der står for arrangementet i Nuuk. Til at starte den store aften i Inussivik spiller Qaammataasat.

Powered by Labrador CMS