Tuusi: Sara har været fremragende

Inuit Ataqatigiit-veteranen Josef 'Tuusi' Motzfeldt vil savne Sara Olsvig i politik. - Men jeg forstår hendes beslutning, siger han

Josef 'Tuusi' Motzfeldt ærger sig over Sara Olsvigs exit fra politik

- Jeg har fuld forståelse for Sara Olsvigs beslutning om at forlade politik og dermed formandsposten i Inuit Ataqatigiit. Jeg havde præcist de samme begrundelser, da jeg valgte ikke at stille op til Inatsisartut-valget i 2013.

Det siger den tidligere formand for Inuit Ataqatigiit, Josef 'Tuusi' Motzfeldt til Sermitsiaq.AG, efter Sara Olsvig valgte mandag at forlade sin formandspost i Inuit Ataqatigiit i utide.

- Sara Olsvig bliver husket som en formand, der drøftede de politiske emner på baggrund af viden af de forskellige sager. Det har hun altid gjort. Hun har været en fremragende formand, der har fastholdt partiets grundlæggende værdier i en tid, hvor der er stor udvikling, og hvor fremtidige planer skal besluttes. Det er meget ærgerligt, at hun har taget den beslutning, men jeg respekterer hendes beslutning, fremhæver IA-veteranen.

Josef 'Tuusi' Motzfeldt vil derfor savne den nu afgående formand for Inuit Ataqatigiit.

- Jeg har trods alt fuldt meget med i politik, efter jeg stoppede. Man kan ikke komme udenom, at der er stor uvidenhed blandt Inatsisartut-medlemmer, hvor der bliver truffet beslutninger, uden man har undersøgt sagerne til bunds. Sara Olsvig har aldrig været sådan. Hun har kæmpet med de politiske sager, hvor hun altid har været velforberedt, siger han.

- Hvem ser du, der skal overtage styringen i partiet?

- Det har aldrig været Inuit Ataqatigiits problem at finde en formand. Jeg er slet ikke i tvivl om, at der vil være en kvalificeret kandidat til posten. Jeg vil på nuværende tidspunkt ikke sætte et navn på, hvem det skal være, lyder det fra veteranen.

Josef ‘Tuusi’ Motzfeldt var formand for Inuit Ataqatigiit fra 1994 til 2007.

Powered by Labrador CMS