Tuusi om Nationalgalleriet: Ser gerne erhvervslivet bidrage

Med en halv million kroner fra Kongehuset er bestyrelsen bag Nationalgalleriet fortrøstningsfuld over for det mangeårige projekts realisering.

Tre af frontkæmperne i Fonden bag Nationalgalleriet under et møde i 2018: Kunstner Bjørn Nørgaard, tv., Josef Motzfeldt i midten og Lars Kærulf Møller, der er nu pensioneret leder af Bornholms Museum.

Men det er en kæmpe opgave at skaffe de 200 millioner kroner til byggeriet, anerkender formand Josef Motzfeldt, der også håber på velvilje fra det private erhvervsliv i Grønland, skriver avisen AG.

- Vi tillægger det stor symbolsk betydning at have den royale støtte til vores fortsatte arbejde med Nationalgalleriet, siger bestyrelsesformand, Josef Motzfeldt, der sidder i spidsen for bestyrelsen til Fonden for fremme af Grønlands Nationalgalleri for kunst.

Han påpeger, at bestyrelsen meget gerne vil have både det officielle Grønland og det private erhvervsliv til at hjælpe med at rejse penge til det mangeårige projekt, som har et budgetteret byggeri på 200 millioner kroner.

Det ville sende et godt signal, mener bestyrelsesformanden, hvis en større del af det grønlandske private erhvervsliv eventuelt kunne bidrage med et tilskud til at starte med:

- Det vil betyde, at de udenlandske fonde kan se, at det både er Selvstyret, kommunen og de private, altså hele det grønlandske samfund, der står bag projektet, forklarer Josef Motzfeldt til AG.

Trods den betydningsfulde symbolik med det royale stempel til projektet, så er en halv million stadig kun et mindre skridt på vejen til at få rejst de 200 millioner kroner.

Læs hele historien på ugens AG:

Powered by Labrador CMS