Tuusi er en god formand

Josef Motzfeldt er en god og retfærdig formand for Inatsisartut, og han har Demokraternes fulde opbakning. Demokraterne opfordrer Siumut til at stoppe personforfølgelsen

Justus Hansen: - Er man en forlænget arm for Naalakkersuisut, fordi man følger de regler, der er? Foto: Leiff Josefsen

Demokraterne mener, at Siumut med sine hadske og udokumenterede angreb på Formanden for Inatsisartut er med til skabe politikerlede. De nyeste anklager fra Siumut er personforfølgelse i sin reneste form, skriver Demokraterns gruppeformand Justus Hansen i en pressemeddelelse.

Den aktuelle sag er som følger.

Siumut (ved Kristian Jerimiassen) klager til Inatsisartuts Formandskab (og pressen) over, at det nyudpegede Revisionsudvalg endnu ikke er trådt sammen. Som påpeget af Formanden for Inatsisartut, så er det Kristian Jerimiassen, der som udvalgets nestor, har ansvaret for, at dette sker. Fejlen ligger med andre ord hos Siumut. Kristian Jerimiassen burde på den baggrund være rykket ud med en undskyldning. Det skete ikke.

I stedet valgte Siumut, at komme med et uhørt og udokumenteret angreb på Josef Motzfeldt for at sløre den fejl, som Siumut havde begået.

Siumut skriver blandt andet i sin pressemeddelelse, at formanden for Inatsisartut agerer upassende og uværdigt. For en god formand skal i enhver sammenhæng og uden undtagelse altid agere, som Inatsisartuts tillidsrepræsentant. Her er det vist tydeligt for enhver, at der kun er en part, der agerer upassende og uværdigt. Og den part er Siumut. Formanden for Inatsisartut har blot passet sit job.

Siumut konkluderer herefter, at Josef Motzfeldt fungerer som Naalakkersuisuts forlængede arm.

Hvor kom den fra? fristes man til at spørge.

Er man en forlænget arm for Naalakkersuisut, fordi man følger de regler, der er?

Anklagen fra Siumut er helt og aldeles udokumenteret, og siger desværre mest noget om, at Siumut er ude på at sætte nye standarder for, hvor lavt et niveau der skal debatteres på.

For Demokraterne er det ærgerligt at være vidne til, at Siumut konstant søger konfrontationen for konfrontationens skyld. Vi skal derfor opfordre Siumut til fremadrettet at gå efter bolden i stedet for manden, skriver Justus Hansen.

Powered by Labrador CMS