Tusass-beslutning: Tab af viden om samfundsudvikling

Grønlands teleselskab hjælper ikke længere med telefonnumre til brug for uvildige, landsdækkende befolkningsundersøgelser. Det bekymrer forskere på Ilisimatusarfik. Men ifølge Tusass er det nødvendigt for at efterleve regler om databeskyttelse.

- Vi er ret rystede, for vi har gang i nogle spændende og gode projekter. Det er svært at se, hvem der kan overtage den opgave, som vi hidtil har købt af HS Analyse, siger adjunkt Rasmus Leander Nielsen, der leder Nasiffik Center for Udenrigs- og Sikkerhedspolitik.
Offentliggjort

- Det er jo sådan set bare en praktisk ting. Men det udgør en stor barriere for mig lige nu.

Det siger adjunkt Najaaraq Demant-Poort, som er i gang med et ph.d-projekt på Ilisimatusarfik, der undersøger befolkningens tillid til offentlige institutioner.

Det skriver avisen AG.

Hun havde forestillet sig at afdække spørgsmålet blandt andet gennem en landsdækkende telefoninterview-undersøgelse foretaget af HS Analyse, hvis telefoninterviewere ville kunne ringe rundt til et stort antal tilfældigt udvalgte personer i hele Grønland.

Imidlertid måtte HS Analyse melde hus forbi.

Det eneste grønlandsk-baserede analysefirma, der i en lang årrække har leveret befolkningsundersøgelser, eller på engelsk ”surveys,” kan nemlig ikke længere få udleveret de nødvendige data, såsom telefonnummer og bosted, på Tusass’ abonnenter. Det har Tusass meddelt HS Analyse og begrunder det med, at det strider imod såvel persondataloven som den såkaldte GDPR-lovgivning, som er EU’s databeskyttelsesforordning.

Ejer af HS Analyse, Henrik Skydsbjerg, bekræfter over for AG, at den besked betyder, at hans firma ikke længere kommer til at lave landsdækkende, kvantitative, undersøgelser af befolkningen. Som konsekvens må kunder som forskningsinstitutioner, statslige organisationer, NGO’er og medier fremover se sig om efter andre måder at indhente de ønskede data på til befolkningsundersøgelser eller større uvildige, valide meningsmålinger.

Læs mere i avisen AG, som du kan få adgang til her:

Powered by Labrador CMS