nedtur

Turister klager over Air Greenland

Air Greenland kritiseres i skarpe vendinger af en gruppe turister, der ikke kom ombord på deres videre forbindelse fra Kangerlussuaq til Ilulissat og føler sig dårligt behandlet.

Toqqorsivimmit

10 udenlandske passagerer har for nylig sendt en klage til Air Greenland over dårlig service og behandling i forbindelse med en rejse fra Kangerlussuaq til Ilulissat den 2. september. De 10 passagerer kom alle med et Air Greenland fly fra Keflavik til Kangerlussuaq, hvorefter de skulle videre med et fly til Ilulissat samme dag.

Det skriver Sermitsiaq.

Ifølge klageskrivelsen var flyet fra Keflavik 15 minutter forsinket, men passageren Miksys Mantas fra Litauen oplyser, at han fik besked af kabinepersonalet om, at flyet fra Kangerlussuaq til Ilulissat selvfølgelig ville vente på dem.

Blev nægtet adgang
Da passagerne ankommer til Kangerlussuaq, går de straks mod flyet til Ilulissat, men får her besked om, at boarding er afsluttet, og at de ikke kan komme med.

- De fortalte os, at flyet allerede var lukket for boarding, selvom vi kunne se et lille fly på landingsbanen. Vi ankom 20.36 og flyet fløj 20.40, fortæller Miksys Mantas, der efterfølgende ikke kunne få ordentlig besked fra Air Greenlands personale om årsagerne til, at de blev nægtet adgang

Overnatning bestilt på forhånd
Air Greenland havde allerede bestilt to overnatninger i Kangerlussuaq. Senere fik passagererne via en receptionist besked om, at hotel og forplejning allerede var bestilt om eftermiddagen – mens flyet var i luften.

– Det står meget klart for os, at Air Greenland lang tid i forvejen vidste, at en gruppe på 10 passagerer ikke ville nå deres forbindelses fly til Ilulissat. I stedet for at være åbne og ærlige, siger den hollandske passager Leon van Dam til Sermitsiaq.

Hos Air Greenland bekræfter kommerciel direktør Maliina Abelsen, at de har modtaget klagen. Hun afkræfter dog, at der var tale om, at Air Greenland havde overbooket flyet, og at det skulle være derfor, at passagerene ikke kom med fra Kangerlussuaq til Ilulissat.

Derimod erkender hun, at Air Greenland ikke er gode til at fortælle om forsinkelser.

- Det er ingen hemmelighed, at vi får kritik for ikke at være gode nok til at kommunikere om irregularitet – både teknisk og vejrligt, siger hun til Sermitsiaq.

Passagerne mener også, at personalet i Kangerlussuaq både overfusede og truede dem. Det kan du læse mere om i Sermitsiaq, som kan købes via linket nedenfor.

Powered by Labrador CMS