sejlads

Turister i Nordvestpassagen denne sommer

Krydstogtskibet Crystal Serenity er netop blevet godkendt til at sejle 1700 mennesker gennem Nordvestpassagen til august.

Offentliggjort

Det er den amerikanske kystvagt, der har godkendt skibet, som bliver det største krydstogtskib endnu til at have sejlet gennem passagen.

Kystvagten har overværet katastrofeøvelser om bord på krydstogtskibet, før de gav grønt lys.

- Som repræsentant for kystvagten ønsker jeg ikke en gentagelse af Titanic. Vi er nødt til at sikre os, at vi har tænkt det igennem og gør det ordentligt, sagde admiral Dan Abel ifølge AG.

Crystal Serenity starter sin rejse 21. august i Anchorage, Alaska og slutter 32 dage senere i New York efter stop i Grønland. Skibet har sin egen isbryder med på rejsen, og kystvagten i Canada og USA udstationerer to redningshelikoptere i forbindelse med togtet. Men det vil ikke være muligt at evakuere alle 1.700 passagerer og besætningsmedlemmer, skriver Maritime Danmark.

Læs: Første kydstogt igennem Nordvestpassagen

Billetterne står i den nette sum af 200.000 kroner, og turen er allerede udsolgt.

Det er ikke det eneste krydstogt i de isfyldte arktiske farvande til sommer. Den 16. august stævner det tyske krydstogtskib Hanseatic med plads til 170 passagerer ud fra Tromsø i Norge med kurs mod Alaska via Nordøstpassagen. Det skriver Maritime Danmark.

Powered by Labrador CMS