Turister flokkes til islandsk vulkan i udbrud

Nysgerrige tilskuere stimler sammen for at se en islandsk vulkan i udbrud blot 40 kilometer fra Reykjavik.

Nysgerrige turister valfarter torsdag til vulkanen Fagradalsfjall i Island, der er gået i udbrud i denne uge.

Det skyldes, at der stadig bobler brandvarm lava op fra vulkanen, der kun ligger omkring 40 kilometer fra Islands hovedstad, Reykjavik.

For den amerikanske turist Hather Hoff på 42 år er det et livsmål at få set en vulkan i udbrud.

- Jeg var nød til at sætte mig ned og græde en smule, fordi det var så smukt. Det her er jordens rå kræfter, siger hun.

1830 besøgende gæster

Samme vulkan gik også i udbrud i seks måneder sidste år 2021 fra marts til september.

40-årige tyske Anita Sauckel, som er bosat i Island, kunne ikke modstå at besøge vulkanen igen, efter hun oplevede udbruddet sidste år.

- Det er specielt med lava, hvordan det springer op ad jorden som et springvand, og det elsker jeg, siger hun.

Allerede på første dag af vulkanens udbrud onsdag besøgte 1830 gæster vulkanen, viser tal fra Islands Turistkontor.

Torsdag advarer den islandske beredskabsstyrelse om, at yngre børn ikke bør vandre op til udbruddet på grund af forhøjet niveauer af vulkanske gasser, specielt svovldioxid.

Bekendt med vulkanudbrud

Udbruddet kan klassificeres som et revneudbrud, som også kaldes et islandsk udbrud.

Den type udbrud resulterer sædvanligvis ikke i store eksplosioner eller betydelig askeproduktion, der spreder sig i stratosfæren, lyder det i en udtalelse fra den islandske regering onsdag.

Fagradalsfjall ligger på halvøen Reykjanes og er en del af det vulkanske system kaldet Krysuvik.

Før udbruddet sidste år har der ikke været et udbrud på halvøen siden det 13. århundrede. Dengang varede udbruddet i 30 år fra 1210 til 1240.

Island er ikke ubekendt med vulkanudbrud, da landet har 32 vulkansystemer og oplever et udbrud hver femte år i gennemsnit.

Powered by Labrador CMS