Tumult i Naalakkersuisut: Atassut ude af koalitionen - Nikkulaat træder tilbage
Den seneste kritik af Nikkulaat Jeremiassen (S) og Aqqalu Jerimiassen (A) har nu fået politiske konsekvenser
Opdateret 12.00.
Naalakkersuisoq for fiskeri, fangst og landbrug, Nikkulaat Jeremiassen (S) trækker sig fra sin post.
Atassut træder helt ud af koalitionen, fortalte formand for Naalakkersuisut, Kim Kielsen (S) fra talerstolen i Inatsisartut.
Det betyder, at og naalekkersuisoq for erhverv og energi, Aqqalu Jerimiassen (A) forlader sin post, ligesom Siverth K. Heilmann (A) dermed heller ikke længere er naalakkersuisoq for natur, miljø og forskning.
Hverken Nikkulaat Jeremiassen eller Aqqalu Jerimiassen var tilstede i salen.
I går meldte Demokraterne ud, at partiet har mistet tilliden til de to naalakkersuisut.
Partiet er dog fortsat parat til at fortsætte som støttepartiet, hvis der findes ‘tilfredsstillende løsninger’, sagde Randi Vestergaard Evaldsen på vegne af Demokraterne.
Atassuts ordfører Bentiaraq Ottosen sagde, at partiet ikke var tilfreds med det interne samarbejde.
- Der har været usunde ting i samarbejdet i koalitionen, sagde han.
Derudover var han stærkt utilfreds med, at Kim Kielsen haved bekendtgjort, at Atassut trækker sig fra koalitionen. Han gjorde det klart, at partiet først vil trække sig i morgen. Han mente, at Atassut selv skulle have haft lov til at melde ud.
Kim Kielsen på sin side betegnede det som noget ‘rod’, hvis meldingen skulle have ventet til i morgen. Han sagde, at han var blevet ringet op i går aftes og havde fået besked på, at Atassut trækker sig onsdag.