Trusler kan forlænge høringsperiode

En særlig råstof-paragraf kastes igen ind i den ophedede debat om Kuannersuit-projektet via et åbent brev fra kommunalpolitikeren Naja Lund (IA) fra Kujalleq Kommune. Høringsperioden kan i yderste konsekvens blive forlænget på grund af de trusler, som Naalakkersuisut modtog fredag.

Naja Lund mener, at Naalakkersuisut er i gang med at bryde råstofloven.

Det fremgår af Råstofloven, at en høringsperiode "skal forlænges, såfremt det ikke er muligt at gennemføre de offentlige høringsmøder på en hensigtsmæssig måde, eller Naalakkersuisut ikke kan deltage i møderne”.

Med afsæt i kapitel 18a i Råstofloven spørger Naja Lund derfor, hvad Naalakkersuisut har tænkt sig at gøre, når man ”nu er i færd med at bryde jeres egen lov”.

Fredag indløb der ifølge Selvstyret trusler om bomber og anvendelse af våben i forbindelse med de kommende høringsmøder i Sydgrønland rettet mod Naalakkersuisut. Det fik naalakkersuisoq for råstoffer Jens-Frederik Nielsen til at meddele, at Naalakkersuisuts medlemmer ikke ville deltage i de planlagte borgermøder på grund af trusselsbilledet.

Selvstyret oplyser imidlertid, at man løbende vil ”vurdere risikoen ved at deltage i endnu et høringsmøde senere, hvor de ansvarlige politikere også vil deltage”.

Hvordan lyder truslen?

- I begrunder jeres fravær med at I føler jer truet eller at der har været trussel mod jer, på hvilken lov grundlag har I valgt ikke at deltage til disse høringer, og hvordan lyder disse trusler som I har modtaget, spørger IA-kommunalpolitikeren i det åbne brev.

Jens-Frederik Nielsen har fastholdt, at de annoncerede borgermøder "skal gennemføres med deltagelse af Greenland Minerals og relevante myndighedspersoner, således at der stadig kan skabes en dialog om projektet på et teknisk niveau".

- Høringsprocessen skal fortsætte. Det er en lovmæssig demokratisk proces, hvor alle kan og skal komme til at udtrykke deres meninger om projektet, fastslog Jens-Frederik Nielsen fredag.

Paragraffen i sin helhed

§ 87 b. Naalakkersuisut sender vurdering af virkninger på miljøet (VVM) og vurdering af samfundsmæssig bæredygtighed (VSB) i offentlig høring.
Stk. 2. Høringsperioden er 8 uger. Høringsperioden løber fra den dag, hvor Naalakkersuisut har gjort alt høringsmaterialet offentlig tilgængeligt. Hvis høringsperioden udløber på en lørdag, søndag eller helligdag, forlænges høringsperioden til den følgende hverdag.
Stk. 3. Høringsperioden skal forlænges, såfremt det ikke er muligt at gennemføre de offentlige høringsmøder på en hensigtsmæssig måde, eller Naalakkersuisut ikke kan deltage i møderne.

Powered by Labrador CMS