Trump havde ikke Grønland på agendaen

Den amerikanske præsident Donald Trump og den danske statsminister Mette Frederiksen kom - stik imod al forventning - ikke ind på spørgsmål om Grønland.

Donald Trump ville ikke fotograferes sammen med Mette Frederiksen

Den amerikanske præsident kom ifølge statsminister Mette Frederiksen (S) ikke med friske bud på at købe Grønland, der tidligere på året blev kilde til diplomatisk uro mellem de to.

Det betændte spørgsmål om Grønland var slet ikke del af diskussionen på mødet, som ifølge Mette Frederiksen (S) var godt.

- Jeg har et positivt indtryk. Vi svinger godt sammen, og vi har en meget direkte dialog med hinanden. Det er godt, tror jeg, i det internationale samarbejde.

- Vi har mange fælles berøringsflader, og vi er vigtige samarbejdspartnere, når det kommer til sikkerhedspolitikken, siger Frederiksen.

Regeringen har før topmødet i Nato fremlagt en plan om at tilføre yderligere 1,5 milliarder kroner til Arktis til overvågning i luften og i havet. Det nævnte den amerikanske præsident heller ikke på mødet.

Amerikanerne skulle dog være tilfredse med beslutningen.

Trump interesseret i jagerfly

Til gengæld var Trump ifølge statsministeren optaget af, om Danmark kunne være med til at udfylde et hul i en stor beredskabsplan for Nato.

Det sagde Frederiksen ja til, og det betyder, at Danmark skal stille yderligere fire fly til rådighed i et par år.

Mødet mellem Trump og Mette Frederiksen handlede også om størrelsen af Danmarks investeringer i forsvar. Udgifterne ligger på 1,32 procent, og de stiger de kommende år.

Men ikke nok. Budgettet når ikke de to procent af bnp i 2024, som Nato har et - dog ikke helt klart defineret - mål om.

- Det havde vi selvfølgelig også en diskussion af. Som jeg har gjort gældende i andre sammenhænge i dansk presse, så mener jeg, at Trump har en pointe. Europa er nødt til at tage et større ansvar, siger Frederiksen.

Hun tilføjer, at Danmark øger forsvarsbudgettet med 30 procent frem mod 2023.

Og statsministeren har før topmødet sagt, at man vil være klar til politiske drøftelser om at hæve det yderligere, og i disse diskussioner vil Natos mål om to procent af bnp være den underliggende præmis, har hun sagt.

Pressen udelukket

Kort før mødet med Frederiksen meddelte Trump, at han ikke ønskede deltagelse af presse fra USA og Danmark i forbindelse med det indledende håndtryk.

Det havde han haft i forbindelse med andre bilaterale møder onsdag.

Powered by Labrador CMS