Trump greb efter rat i bil for at være med 6. januar

Medlem af ekspræsidentens stab har afsløret detaljer om Trump under høring om stormløbet på Kongressen.

En video med Donald Trump blev afspillet, mens Cassidy Hutchinson afgav sin forklaring. Hun var med i ekspræsident Donald Trumps stab og har under en høring om det dødelige stormløb på Kongressen 6. januar 2021, afsløret detaljer om den tidligere præsidents gøren og laden under krisen.

USA's tidligere præsident Donald Trump blev rasende og forsøgte at gribe rattet i den limousine fra Det Hvide Hus, som han sad i, da han fik at vide, at han ikke ville blive kørt op til Kongressen, da den blev stormet den 6. januar 2021.

Det siger et medlem af ekspræsidentens daværende stab under en høring om det dødelige stormløb.

- Det er mig, der er den rigtige præsident. Kør mig op til kongresbygningen nu, skal Trump have sagt ifølge Cassidy Hutchinsons vidneudsagn.

Den 25-årige Hutchinson var assistent for Trumps tidligere stabschef Mark Meadows.

Var bange og nervøs

Hun har ved høringen fortalt om møder med Mark Meadows i dagene op til 6. januar - blandt andet et specifikt møde med Trumps advokat, Rudy Giuliani 2. januar.

- Der sker virkelig meget, Cass, men måske bliver det ret så dårligt den 6. januar, sagde Meadows til mig, hedder det i vidneudsagnet fra Hutchinson.

- Den aften var første gang, at jeg husker, at jeg blev bange og nervøs for, hvad der skulle ske den 6. januar, tilføjer hun.

Hutchinson fortæller også, at Trump krævede at blive taget op til Kongressen efter et arrangement den 6. januar. Hun siger, at præsidenten selv forsøgte at tage fat i rattet i limousinen, da han fik at vide, at han ikke ville blive kørt derop.

Fik at vide at tilhængere var bevæbnede

Ifølge den tidligere Meadows-assistent skal Trump også have fået at vide, at folk, som samledes ved et indkøbscenter tidligt den 6. januar, havde våben på sig, men præsidenten sagde, at de alligevel skulle lukkes ind, så de kunne marchere op mod Kongressen.

- De er ikke kommet for at gøre mig noget, skal Trump have sagt om de bevæbnede oprørere.

- Jeg er revnende ligeglad med, om de har våben, sagde Trump ifølge Cassidy Hutchinson.

Præsidenten bad om at få deaktiveret de magnetometre, som i sikkerhedstjekket kan detektere våben.

- Lad mine folk komme ind. De kan marchere til Kongressen herfra, sagde præsidenten ifølge Hutchinson.

Fik vredesudbrud og kastede med tallerken

Det er uklart, om Hutchinson kan tilføre sagen nye beviser. Det var dog på forhånd ventet, at hendes vidneudsagn ville kaste nyt lys over, hvordan situationen var omkring Trump både før og efter stormen på Kongressen.

Under høringerne er der blandt andet fokus på, hvordan den daværende præsident sidst i sin embedsperiode dagligt pressede topembedsfolk i Justitsministeriet til at hjælpe ham med at fastholde magten ulovligt.

Ifølge daværende pressechef i Det Hvide Hus Kayleigh McEnany blev Trump så vred over at høre sin justitsminister sige til nyhedsbureauet AP, at der ikke var noget bevis på valgsvindel, at han kastede sin frokosttallerken mod væggen, så porcelænet smadredes og ketchuppen løb ned ad væggen.

Det kom ligeledes frem under høringen.

Powered by Labrador CMS