Trump vil bruge 4 mio. kr. på Nuuk-konsulat

Trump-administrationen agter at bruge godt fire millioner kroner, godt 587.000 dollars, på amerikansk konsulat i Grønland.

Offentliggjort

Det fremgår af et regeringsforslag, som Kongressen tidligere er blevet orienteret om. Det skriver det amerikanske medie Politico.

De 587.000 dollars svarer til fire millioner kroner. Pengene skal bruges til at bygge konsulatet, fremgår det i det amerikanske medie Politico.

Der var stort postyr, da den amerikanske præsident, Donald Trump, sidste år anførte, at han ville købe Grønland.

Det fik han ikke lov til, men planerne om et amerikansk konsulat i Grønland blev ikke skrinlagt af den grund.

Og nu har Trump-administrationen i et regeringsforslag fremlagt, hvor meget der skal sættes af til et amerikansk konsulat i Grønlands hovedstad, Nuuk.

Således fremgår det af et regeringsforslag, at Trump agter at afsætte 587.000 dollar - godt fire millioner kroner.

Det skriver det amerikanske medie Politico.

Det vil imidlertid ikke blive USA's første permanente konsulat i Grønland.

USA åbnede nemlig et konsulat i Grønland i 1940 efter Nazitysklands besættelse af Danmark, men konsulatet lukkede i 1953.

I december oplyste Udenrigsministeriet, at det havde accepteret USA's planer om at åbne et konsulat i Nuuk.

Dermed er den formelle godkendelse af projektet også på plads.

Ifølge Politico bliver regeringsforslaget efter al sandsynlighed godkendt i Kongressen. Det skyldes, at Grønland for USA har en strategisk vigtig beliggenhed.

Sjældne mineraler og de militære muligheder gør det sandsynligt, at Kongressen siger god for forslaget. Det fortæller en embedsmand i regeringen til Politico.

De amerikanske planer om at genåbne et konsulat i Grønland har været kendt siden august sidste år.

Efter et møde med USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, i november slog Danmarks udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), også fast, at et amerikansk konsulat i Nuuk var på vej.

Det har tidligere lydt, at konsulatet ventes at åbne i løbet af 2020.

Powered by Labrador CMS