Tronfølgeloven bliver ændret

Opdateret: Folkeafstemningen i Danmark kom over »spærregrænsen« - Grønland havde for få ja-sigere.

Tronfølgeloven bliver ændret, så der indføres ligestilling i arvefølgen. (Foto: POLFOTO)

Grønland sagde ja til ligestilling i arvefølgen til den danske trone ved søndagens folkeafstemning, men stemmedeltagelsen var så lav, at Grønland isoleret set ikke ville have stemt ændringen af tronfølgeloven hjem.

Tronfølgeloven vil kun blive ændret, hvis mindst 40 procent af de stemmeberettigede stemmer ja til forslaget, og hvis der i øvrigt er flere ja-stemmer end nej-stemmer.

I Grønland stemte 8.686 vælgere - eller 21,7 procent af de i alt 40.000 vælgere.

For ændringen stemte 7.876 vælgere - eller 92,6 procent.

Imod ændringen stemte 630 vælgere - eller 7,4 procent.

Til gengæld stemte Danmark ændringen hjem: 85,4 procent af de danske vælgere sagde ja til ændringen, og med en stemmeprocent på 58,7 er der således ja-stemmer nok i hele rigsfællesskabet til at ligestille prinser og prinsesser, oplyser Ritzaus Bureau.

Færøerne satte bundrekord med en stemmeprocent på 11,8 blandt de i alt 35.138 stemmeberettigede vælgere. 3.607 færinger eller 87,0 procent stemte ja til ændringen. 481 færinger eller 11,6 procent stemte nej til ligestilling - eller til kongehuset i al almindelighed.

Den nye tronfølgelov vil erstatte den gamle fra 1953, og dermed forsvinder sætningen »søn går forud for datter«. Ændringen får dog først praktisk betydning, hvis prins Christian, som i dag er tre år, får en datter som sin førstefødte.

Med ændringen af tronfølgeloven følger Danmark efter Sverige, Norge, Holland og Belgien, hvor der også er fuld ligestilling mellem kønnene. Kun kongehusene i Spanien, Storbritannien og Luxembourg har fortsat ikke ligestiling mellem prinser og prinsesser.

Powered by Labrador CMS