Trofæ-skandalen fortsætter
Arrangørerne af trofæjagter i Kangerlussuaq har en god sag, hvis de kræver erstatning, mener forvaltningsekspert.
Skandalen om Naalakkersuisuts chokerende aflysning i sidste øjeblik af trofæjagt i juli ved Kangerlussuaq fortsætter, skriver avisen Sermitsiaq.
Nu bliver sagen taget op både i Inatsisartut og kommunalbestyrelsen i Qeqqata Kommunia – og måske også i retssalene.
Sermitsiaq har forelagt sagen for den anerkendte og meget citerede samfundsforsker, cand. scient. pol. og Ph.D. Roger Buch, der er studielektor og afdelingsleder på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus.
Ikke god forvaltningsskik
Roger Buch er meget klar i sin kritik af sagen, som han mener strider mod god forvaltningsskik:
– Normal praksis er, at lovgivning og regler først træder i kraft uger eller måneder efter, at de vedtages eller offentliggøres. Derfor er det heller ikke rimeligt eller god forvaltningsskik at udsende regler 12. juli, som gælder for juli. Det ville have været oplagt, at lade reglerne træde i kraft i 2022.
Roger Buch mener desuden, at aflysningen af julijagten er en så omfattende ændring, at trofæ-bekendtgørelsen burde have været i ny høring:
– Det er især ikke rimeligt, fordi afskaffelsen af juli som jagtmåned ikke har været nævnt i høringsmaterialet. Ændringerne kommer derfor helt bag på borgerne, som ikke har kunnet forberede sig på de nye regler. En så omfattende ændring kunne have udløst en ny høringsrunde.
Buch mener derfor, at man skal undersøge mulighederne for, at de ramte arrangører af trofæjagt kan få erstatning for deres tab:
– Det er muligvis ikke ulovligt at træffe beslutningen på denne måde, men det er ikke en fair behandling af borgerne. Derfor bør lovligheden af den korte ikrafttrædelse undersøges, og et erstatningsansvar overfor borgernes tab i juli 2021 vurderes.
Læs mere om skandalen i Sermitsiaq herunder: