Trods begynderfejl kæmper Kim Ujarak godt

Grønlands stærkeste mand, Kim Ujarak Lorentzen havde en god start i den ultimative stærkmandskonkurrence. På grund af begynderfejl vandt han dog ikke i konkurrencens anden disciplin.

Kim Ujarak Lorentzen i dødløft.

Så er kampen om at blive den ultimative stærkeste mand, World’s Strongest Man, begyndt i Sacramento i USA med grønlandsk deltagelse.

Konkurrencens første dag, tirsdag, bød på loading race og dødløft.

Kim Ujarak Lorentzens træner, Allan Juhl, vurderer, at Grønlands stærkeste mand, klarede skærene rigtig godt, men en begynderfejl og den uvante varme gør, at Kim Ujarak missede muligheden for at vinde i disciplinen dødløft i sin vægtklasse.

Den første disciplin var loading race, hvor konkurrenterne skulle løfte og løbe med i alt fem sække med en vægt på 100-164 kg. Den anden disciplin var dødløft, som Kim Ujarak Lorentzen mestrer.

- Kim Ujarak klarede sig rigtig godt og var med hele vejen. Men en begynderfejl på begge de to første discipliner resulterer i, at hans placering bliver nr. 6 i første disciplin og nr. 3 i den sidste disciplin, siger træner Allan Juhl og fortsætter:

- Hvis han ikke havde lavet fejl i dødløft, og måtte løfte igen ved tredje forsøg, så havde han ellers vundet eventet, siger han.

Varmen udfordrer

Kim Ujarak Lorentzen og Allan Juhl satser på, at Grønlands stærkeste mand skal fortsætte disciplinerne - helst uden flere fejl.

Det er dog ikke disciplinerne, der udfordrer den stærke mand mest, fortæller Allan Juhl.

- 38 graders varme er den største udfordring. Han oplever hævelser i krop og hænder. Oplever dehydrering og forstyrrelser i væskebalance og koncentration. Varmen påvirker alle forberedelserne og strategien, vi har lagt, siger han.

Kim Ujarak har to discipliner i dag. Log repetition på 145 kg og Wrecking Ball Hold, hvor det gælder om at være den sidste mand stående.

Store udfordringer i dag

- De er ikke hans stærkeste sider, men han er stærk nok til at være med. Målet i dag er at placere sig på nr. 3 eller 4 i log repetition, men det bliver svært i Wrecking Ball Hold, siger træneren og slutter:

- Det er kæmpe stort at være med og repræsentere vores land. Rigtig mange har fået øjnene op for vores land på grund af at Ujarak er med, og alle berømte atleter er vilde med Ujarak, netop fordi han kommer fra Grønland, slutter Allan Juhl.

Du kan følge med i resultaterne på World’s Strongest Man HER.

Powered by Labrador CMS