Trine Bramsen vil intensivere samarbejde

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) vil gøre hvad hun kan, for at Færøerne inddrages mere, når det gælder forsvarspolitik.

Forsvarsminister Trine Bramsen vil føre en mere åben og intens dialog med Færøerne.

Det forhenværende landsstyre på Færøerne var ofte ude med kritik af de danske myndigheder, fordi Færøerne ikke blev inddraget i forsvarspolitikken. Den ny lagmand, Bárður Nielsen, vil arbejde videre med at ændre kommunikationen mellem landene i riget.

Ændringer er på vej. Det bekræfter den nye forsvarsminister.

- For mig handler det om, at vi har en god dialog og et tæt samarbejde om alt, hvad der vedrører sikkerhedspolitik, siger Trine Bramsen.

Forsvarspolitik omfatter en række områder. Det kan være på sagsområder, som Færøerne allerede har overtaget, og det kan være i forbindelse med, at der foregår noget i færøske farvande eller i luften.

Lige meget i hvilke tilfælde, så skal der gøres mere ud af at orientere det færøske landsstyre.

Allerede sat i gang

- Helt konkret betyder det, at jeg vil invitere de færøske politikere, både dem der er placeret i Danmark og på Færøerne, med til det bord, hvor beslutningerne træffes og inddrage dem i beslutningerne, siger Trine Bramsen.

Forsvarsminister Trine Bramsen har også allerede sat arbejdet i gang.

- Et er hvad berører mig og de store politiske beslutninger. Jeg har også sagt meget klart til de danske myndigheder, der har med sikkerhedspolitik at gøre, at de skal holde en meget tæt kontakt til Færøerne. De skal informere, når der er noget at informere, siger Trine Bramsen.

Tys tys-episode

Sommeren 2018 blev færøske fiskeskibe bedt om at fjerne sig fra et område af fremmede krigsskibe. Det færøske landsstyre troede i første omgang, at der var tale om militære øvelser. Senere, efter en forespørgsel, fik man at vide, at der var tale om noget mere alvorligt.

Den daværende landsstyremand i udenrigsanliggender, Poul Michelsen (Framsókn), kunne ikke fortælle pressen, hvad det handlede om, men han var utilfreds med, at landsstyret ikke blev orienteret.

Trine Bramsen havde ikke ansvar på daværende tidspunkt. Hun siger dog, når det handler om afvisninger eller markeringer, så kan det være svært at orientere med det samme. Det kan være man kompromitterer sikkerheden for dem, som står bag de afvisninger.

- Jeg kan sige meget klart, at jeg har intet ønske om ikke at lukke Færøerne helt ind i det rum og de beslutninger, som der træffes og dele de oplysninger, som kan deles, siger Trine Bramsen.

Powered by Labrador CMS