Anbragte børn

Tre splittede familier får ny chance

Tre splittede og udsatte familier i Kommuneqarfik Semersooq får snart nyt hjem og massiv støtte, der skal bringe dem tættere sammen med deres anbragte børn ud af deres misbrug og tilbage på rette spor

Et nyt projekt i Kommuneqarfik Semersooq samler tre splittede familier og giver dem en ny chance. Arkivfoto, som intet har med artiklen at gøre

I Kommuneqarfik Sermersooq tager man nu utraditionelle metoder i brug for at komme udfordringen med alkoholproblemer og anbragte børn til livs.

Et nyt projekt ledet af Forvaltningen for Børn, Familie og Skole i Kommuneqarfik Sermersooq vil samle tre splittede og misbrugsramte familier under samme tag i et lejet hus i Nuuk, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Læs IA'er: Sygdomstegn for samfundet med svigtende forældre

Massiv hjælpeindsats
De tre familier vil under deres ophold i huset modtage familieterapi, og forældrene vil få misbrugsbehandling, mens børnene blandt andet vil få hjælp til at lave lektier. Kommunen vil med andre ord give familierne al den hjælp, der skal til for, at de kan komme ud af deres misbrugsproblemer og klare sig selv.

- I stedet for at tage ansvaret fra forældrene, vil vi i stedet satse på at hjælpe forældrene med at løfte deres ansvar. Det tror vi er en bedre måde at gribe problemet an på, siger formanden for Udvalget for Børn, Familie og Skole i Kommuneqarfik Sermersooq, Demokraternes Poul Hansen, i pressemeddelelsen.

Det er tanken, at de tre familier skal bo i huset i op til et halvt år, hvorefter de skal have massiv støtte i deres eget hjem indtil, de kan klare sig selv.

Penge givet godt ud
De tre familier har tilsammen syv anbragte børn, og de koster kommunen otte millioner kroner om året. Det ambitiøse projekt forventes at koste omkring fire millioner kroner det første år og derefter 500.000 kroner om året.

- Den måde, vi har grebet problemer an hidtil, har skabt flere anbragte børn. Derfor er vi simpelthen nødt til at tænke nyt. Status quo er ikke længere en mulighed, siger Poul Hansen i pressemeddelelsen.

Projektet er et resultat af den Genopretningsplan for Børneområdet, som kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq netop har vedtaget.

Powered by Labrador CMS