Tre smittet til koncert i Qaqortoq

Omkring 250 mennesker var samlet til koncert på Rockhouse i Qaqortoq fredag den 9. juli. En smittet deltog, og nu er tre andre koncertgæster testet positive for corona. Alle der har deltaget skal testes.

Qaqortoq,
Offentliggjort

Var du til koncert med Tomba på Rockhouse i Qaqortoq fredag den 9. juli, så skal du nu gå i karantæne og hurtigst muligt blive testet for Coronavirus.

Sådan lyder opfordringen fra Selvstyret, efter at der er fundet endnu en coronasmittet i Qaqortoq, som efter al sandsynlighed er blevet smittet til koncerten.

Smitteopsporingen har vist, at en smittet person har været til koncerten, og nu er tre andre koncertgæster testet positive efter koncerten. Der var cirka 250 gæster til koncerten, lyder det i en pressemeddelelse onsdag.

Man kan teste negativ i mange dage

Udover at gå i karantæne og blive testet, skal koncertgæsterne være forsigtige og holde afstand til andre mennesker, selv om de har fået en negativ test, da der har været tilfælde, hvor smittede har testet negativt så sent som på femtedagen, efter de er blevet smittet, understreger landslægen.

I Qaqortoq skal du sende en mail til qaqshv@peqqik.gl for at bestille tid til test. Du skal oplyse dit navn, personnummer, adresse og telefonnummer. Sundhedsvæsenet vil ringe til dig med en tid til test hurtigst muligt.

Powered by Labrador CMS