Tre måneders anstalt for samleje med 13-årig

Landsretten har fældet dom i flere sager. En mand fik tre måneders anstaltsanbringelse for samleje med 13-årig, og i en anden sag blev en mand idømt 2 år og 6 måneders anstaltsanbringelse for voldtægt af en 13-årig.

Grønlands Landsret har idømt en 30-årig mand tre måneders anbringelse på anstalt.

Landsretten fandt ham skyldig i, at han i tre tilfælde, at have haft samleje med en, på daværende tidspunkt, 13-årig pige, og i et enkelt tilfælde at have krænket en 14-årig piges blufærdighed ved at have berørt hende på brysterne uden på tøjet.

Landsretten var dermed enig i den dom, som kredsretten fandt frem til. Den 30-årige havde anket dommen for at blive frifundet.

- Når aldersforskellen mellem pigen og manden er så stor, finder anklagemyndigheden, at det er skærpende, og at der derfor som hovedregel skal idømmes ubetinget anstaltsanbringelse. Dette var landsretten enig med anklagemyndigheden i, siger anklagerfuldmægtig Emil Maegaard-Hofmann i en pressemeddelelse.

Sagen er af en af seks ankesager, som anklagemyndigheden har ført under en rejse til Tasiilaq.

Skærpende at der var tale om mindreårig

I en af de andre sager faldt foranstaltningen noget længere ud.

Her blev en 31-årige dømt for 'ved udnyttelse af sin fysiske overlegenhed' at have skubbet en 13-årig pige ind på sit soveværelse, hvorefter han voldtog hende. Grønlands Landsret idømte manden 2 år og 6 måneders anstaltsanbringelse, hvilket er en markant længere foranstaltning end kredsretten nåede frem til, hvor dommen lød på 1 år og 9 måneder.

Landsretten lagde særligt vægt på, at det er en skærpende omstændighed, at pigen blot var 13 år gammel, og gerningsmanden var markant ældre.

- Jeg noterer mig, at landsretten er enig med anklagemyndigheden i, at voldtægt af mindreårige børn er noget, man ser på med meget stor alvor og derfor gav os medhold i at taksere foranstaltningen markant højere end det, som voldtægt normalt takseres til. Som udgangspunkt foranstaltes en overfaldsvoldtægt i Grønland med 1 år og 9 måneders anstaltsanbringelse, så dommen er et tydeligt signal om, at overgreb mod børn generelt er noget af den alvorligste kriminalitet, man kan begå, siger Emil Maegaard-Hofmann.

Den dømte skal betale 80.000 kroner i erstatning til pigen.

Powered by Labrador CMS