Tre drenge reddet i Østgrønland

Arktisk Kommando blev fredag formiddag kontaktet af Grønlands Politi, der bad om støtte til redning af tre personer i en jolle, der var i nød mellem Tasiilaq og Kulusuk.

Tre drenge fra Tasiilaq, der alle er under 18 år gamle, blev fredag reddet af Arktisk Kommandos Seahawk-helikopter. Det oplyser Arktisk Kommando på deres Facebook-side.

- Jollen var klemt fast i isen, og to af de tre personer havde været i vandet, skriver Arktisk Kommando.

Drengene havde en mobiltelefon med og var derfor i stand til at angive deres position ret præcist.

Arktisk Kommandos inspektionsskib Hvidbjørnen, der lå ca. 480 kilometer syd for Kulusuk, sendte Seahawk-helikopteren mod de nødstedte, som kom frem efter to timer.

- Helikopteren fandt de tre unge drenge stående på toppen af en lille ø. Alle tre drenge blev hejst op i helikopteren af redderen, hvor de kolde og våde fik tæpper om sig og blev tilset af skibets læge. De blev derpå fløjet tilbage til Tasiilaq, hvor en stor del af byen var mødt op for at tage i mod dem, oplyser Arktisk Kommando.

Powered by Labrador CMS