Tre år efter tsunami: Alle erstatningsboliger overdraget

De sidste tre erstatningsboliger, der er opført i bygden Ukkusissat, blev overdraget til deres ejere over weekenden. Samlet er 40 erstatningsboliger opført til tsunamiofrene.

Et nyt kapitel kan starte for de borgere, der blev ramt af tsunamien i Nuugaatsiaq og Illorsuit for tre år siden.

De sidste tre boliger ud af 40, blev over weekenden overdraget til de nye ejere. Det oplyser Selvstyret i en pressemeddelelse.

- Jeg er utrolig glad for, at med afleveringen af de sidste boliger i Ukkusissat er nu alle de 40 erstatningsboliger afleveret og ibrugtaget. Alle de tsunamiramte borgere der har været berettigede til erstatningsbolig, har derfor nu fået deres nye fremtidig hjem. Jeg håber at de nye rammer vil medvirke til at få sat punktum for konsekvenserne af tsunamien i Karrat Fjorden tilbage i 2017, siger naalakkersuisoq for boliger og infrastruktur, Karl Frederik Danielsen i en pressemeddelelse.

De erstatningsboliger, der erstatter borgernes boliger i henholdsvis Illorsuit og Nuugaatsiaq er delt op på Uummannaq, Saattut, Ikerasak og Ukkusissat efter borgernes ønsker.

Evakuerede familier

Omkring 200 mennesker blev den 17. juni 2017 evakueret fra bygderne Illorsuit og Nuugaatsiaq efter en tsunami ramte bebyggelserne. Fire mennesker mistede livet.

De nye erstatningsboliger er overdraget til Avannaata Kommunia, der så sikrer den endelige overdragelse til borgerne. Der er udstedt et medbyggerlån til borgerne, der er retmæssige ejere af de nye huse. Lånet er et rente- og afdragsfrit lån, som nedskrives over 20 år.

- Jeg er meget tilfreds med det samlede byggeprojekt og overdragelsen til borgerne i sin helhed. Der har været yderst godt samarbejde med alle parter; tekniske rådgivere, udførende håndværkere, mit embedsværk og ikke mindst Avannaata Kommunia, som sikrede at de tsunamiramte borgere fik den nødvendige borgernære service de havde brug for, siger Karl Frederik Danielsen.

Overdragelsen har været forsinket siden november 2019, da der er mangel på håndværkermæssig kapacitet i bygden.

Powered by Labrador CMS