Trawler: Fortsat risiko for forurening

Trawleren Polar Aassik, der sank sydvest for Qasigiannguit den 17. marts, overvåges fortsat af Arktisk Kommando, da man ikke har sikkerhed for, at en større forurening kan udvikle sig.

Her ses Polar Aassik, da den var i brand, og før den sank.

Arktisk Kommando er fortsat til stede med inspektionsfartøjet Ejnar Mikkelsen i det område, hvor rejetrawleren Polar Assik sank efter flere dages brand.

På grund af vind og strøm samt et isfyldt farvand er det vanskeligt for Arktisk Kommando at afgøre, om der lækker mere eller mindre forurenende olie fra trawleren.

Udfordringen

- Så længe vi ikke er sikre på, at der ikke er fare for en større forurening, så vil vi være til stede i området. Men alt andet lige så er situationen ikke eskaleret hen over påsken, oplyser Arktisk Kommando til Sermitsiaq.AG.

Udfordringen er, at det er usikkert, om olien på overfladen er af samme mængde, men spredes over et større areal på grund af vind og strømforholdene. Eller der er tale om samme mængde, der af omstændighederne presses sammen på et mindre areal.

- Det er umuligt at sige, om det kræver vores tilstedeværelse i flere uger, lyder det fra Arktisk Kommando, der jævnligt overflyver området med Challenger-flyet eller helikoptere.

Olien analyseres

- Vi tager løbende prøver af olie på havoverfladen for at analysere, hvilken slags der er tale om. Endnu har der ikke været tale om, at vi er stødt på den tunge og meget forurenende type olie, forklares det.

Det bliver understreget, at en eventuel beslutning om at stoppe overvågningen vil blive truffet i et samarbejde med Selvstyret og danske myndigheder, men at Arktisk Kommando vil være i området, indtil man med sikkerhed ved, at der ikke er fare for yderligere forurening fra trawleren.

Powered by Labrador CMS