Travl weekend for politiet i Nuuk

Vold, sprut og selvmordstrusler har præget weekenden.

14 husspektakler, seks butikstyverier og tre selvmordsforsøg.

Politiet har haft nok om ørene med at skille partnerne ad i denne weekend, som har været præget af et for stort indtog af spiritus.

Lørdag middag anmelder en blind borger, at såkaldte gæster har taget et keyboard med sig ud af lejligheden, da de forlod den.

Senere lørdag formiddag bliver en 39-årig mand anholdt for vold mod en 52-årig mand. Volden var begået torsdag, og da den 39-årige havde flere ting stående på sit kriminelle c.v., beslutter dommeren sig for at tilbageholde manden i en uge.

Lørdag eftermiddag gør politiet indhug i rejebestanden foran Brugsen. Tidligere på dagen har det modtaget en anmeldelse om tyveri af rejer fra en trawler. Der venter de involverede personer et retsligt efterspil, hvor tyveri og erstatning vil stå på retslisten.

Senere lørdag aften foretager politiet færdselskontrol flere steder. Seks bilister bliver skrevet på bødeblokken. Ingen kører dog med spiritus i blodet, oplyser politiet.

Søndag bliver to unge bilister standset for at have kørt for hurtigt på 400 meter vejen.

Klokken syv søndag morgen bliver tre personer indbragt til politistationen. Søndag havde de forsøgt at hæve indtægten ved at sælge øl i bymidten. Foruden en bøde blev øllet konfiskeret.

To timer senere rykker poliitiet til en lejlighed i Lille Slette, hvor en er mødt op for at tildele en anden et par på kassen. Gerningsmanden er forduftet, da politiet ankommer, men da han er en god kending af politiet, regner man med, han snart er fanget.

Powered by Labrador CMS