Travl måned for politiet i Qaanaaq

I august måned var der ikke færre end 50 alkoholrelaterede henvendelser til politiet i Qaanaaq.

De nyeste tal fra Qaanaaq politi viser, at august måned har været en ekstrem travl måned. Sammenlignet med tal fra sidste år fra før og efter spirituslukningen viser tallene, at de alkoholrelaterede henvendelser til politiet er steget til mere end før spirituslukningen.

Sidste år blev al salg af spiritus i Qaanaaq lukket i perioden 10. maj til 20. juni efter, at Karen Littauer havde været i den danske presse og fortalt om drikkeriet i Qaanaaq, som hun var meget chokeret over.

– Det her er det værste, jeg nogensinde har set. Byen sejler i druk, og det er mest snaps, der bliver drukket, sagde Karen Littauer til DR.

Landsstyret besluttede herefter at lukke for al salg af spiritus i Qaanaaq, og da salget igen blev åbnet, var det kun øl og vin, der blev solgt, som stadig gælder i dag.

I forbindelse med lukningen af spiritussen, nedsatte landsstyret også Qaanaaq Komiteen, der på kort og langt sigt, tager sigte på at skabe og fastholde et bedre liv for familien med sunde og gode livskvaliteter. Siden komiteen indledte sit arbejde, er der blevet afholdt familiehøjskoler, der har været psykologbesøg, og der er blevet gennemført forskellige kurser for kommunens socialforvaltning. Qaqiffik har ligeledes løbende haft forskellige former for alkoholbehandlinger, der bliver holdt alkoholfrie arrangementer, der er blevet oprettet en fritidsklub for folkeskolens elever på mellemtrinnet, og så er der blevet indført skolemad.

– Det er svært at forholde sig til tallene, da de henviser til forskellige perioder. Jeg ved ikke, om tallet 50 for august måned i år er højere end august måned i 2006 og 2007. Komiteen skal mødes torsdag den 25. september, og her vil jeg sikre, at medlemmerne får disse tal Personligt finder jeg det vigtigt, at der udføres en god og seriøs evaluering af de igangsatte aktiviteter under komiteen, og dette indebærer også at der indhentes sammenlignelige tal fra politiet, siger koordinator i Qaanaaq Komiteen, Bodil Karlshøj Poulsen, der tilføjer, at komiteen skal evaluere sit arbejde ved udgangen af 2008.

Der er bevilget 2,1 mio. fra finansloven til Qaanaaq Komiteen.

Qaanaaq har 846 indbyggere.

11. maj - 11. juni 2006

1. april - 10. maj 2007

11. maj - 11- juni 2007

1. aug. - 1- sept. 2008

Alkoholrelaterede

henvendelser i alt

41

31

5

50

Heraf husspektakler

15

8

2

17

Heraf hærværk

3

2

0

0

Heraf berusere

17

13

3

17

Heraf sædelighed

1

1

0

3

Heraf selvmordstrusler

2

3

0

2

Heraf gadeuorden/vold

2

2

0

6

Heraf sociale sager

0

2

0

7

Kilde: Politimesterembedet og Qaanaaq politi.

Powered by Labrador CMS