Transitregler rammer grønlandsk turisme
Danske coronaregler vedrørende indrejse til Danmark og ophold i Københavns Lufthavn er blevet et stort problem for udenlandske turister, som har Grønland som feriemål.
Når udenlandske turister lander i Københavns Lufthavn bliver de ramt af danske coronaregler, som er meget uheldig for den grønlandske turismebranche.
Når en spansk familie eksempelvis via fly fra Madrid til København ønsker at rejse videre til Grønland, bliver man mødt med en regel om, at man kun må forlade lufthavnen, hvis man har booket seks overnatninger i Danmark.
Som transitrejsende må man ikke forlade en dansk lufthavn med mindre, man har booket seks overnatninger. Og for turister med Grønland som endemål er det noget af en udfordring, idet flyplanen typisk er at skulle rejse videre med Air Greenland dagen efter, man er ankommet i Københavns Lufthavn.
- De udefrakommende turister må ikke overnatte en enkelt nat på et lufthavnshotel, selv om planen er, at man skal rejse videre dagen efter, forklarer dansk politi via deres hotline vedrørende indrejserestriktionerne til Sermitsiaq.AG.
- Men jeg kan se her i mine papirer, at lufthavnen har opstillet feltsenge, som netop er for at hjælpe de transitrejsende, oplyser en medarbejder hos politiets hotline.
Ikke plads til feltsenge
Københavns Lufthavns presseafdeling oplyser imidlertid følgende:
-Det er korrekt, at Københavns Lufthavn havde en række feltsenge til rådighed, som vi brugte i forbindelse med nødflyvningerne i forbindelse med udbruddet af covid-19. Disse feltsenge har vi imidlertid bortskaffet, oplyser specialist Københavns Lufthavn Lars Ingstad.
Det var i perioden, hvor kun ganske få nødfly anvendte lufthavnen, at løsningen med feltsenge blev anvendt. I dag, hvor lufthavnen er fuldt funktionsdygtig, er der simpelt hen ikke plads til den løsning.
Myndighederne ser på løsning
Eneste alternativ for de rejsende til Grønland fra udlandet er derfor, at man må sove på en stol eller gulvet i lufthavnen.
- Det er et stort problem for grønlandsk turisme. I forvejen er turismen i Grønland hårdt ramt, og disse transitregler kan forværre vores mulighed for at tiltrække udenlandske turister yderligere, siger seniorkonsulent Tanny Por fra Visit Greenland.
Hun oplyser, at de grønlandske myndigheder har taget kontakt til de danske myndigheder med sigte på at få lavet en undtagelsesregel for de turister, som ønsker at rejse videre til Grønland, men endnu har myndighederne ikke fundet frem til nogen løsning.