Tragedie: En omkommet - to savnes

En person er omkommet, mens to personer savnes nær Uummannaq efter at en gletcher kælvede.

Offentliggjort

To fiskere er fortsat meldt savnet, efter en gletsjer i går aftes kælvede i fjorden ved Ukkusissat / Perliffik ved Uummannaq.

Grønlands Politi iværksatte i går aftes kl. 21.15 en SAR-eftersøgning nær Uummannaq - nærmere bestemt i bunden af fjorden ved Ukkusissat / Perliffik - hvor tre fiskere i går blev meldt savnet. Det skete efter, at en gletsjer kælvede øst for Ukkusissat, hvor fiskerne sidst blev set i deres joller, oplyser politiet i Avannaa i en pressemeddelelse.

Genoplivningsforsøg

Politiet, Air Greenlands SAR-helikopter og frivillige har siden i går ledt efter de savnede. I går aftes blev en af de savnede fundet. Han blev forsøgt genoplivet med en hjertestarter, men er desværre afgået ved døden.

De to øvrige mænd er fortsat savnede. De beskrives således:

  • Grønlandsk mand, 29 år, iført blå flyverdragt.
  • Grønlandsk mand, 51 år, iført jakke med rødt stof på forsiden, blåt stof på ryggen og reflekser tværs over skuldrene.

Grønlands Politi opfordrer borgerne til at kontakte Grønlands Politi, hvis de ser de savnede, men samtidig holde afstand til gletsjerne, da der er en risiko for, at de kælver.

Fare for flodbølge

Vicepolitiinspektør, Rune Nielsen, udtaler i den forbindelse:

- Vi opfordrer borgerne til at holde afstand til gletsjere, da der er en risiko for, at kæmpe isklumper kan brække af og i værste fald udløse en stor flodbølge.

Arktisk Kommandos Challenger-fly har søgt efter de savnede i nat.

Arktisk Kommando bidrager desuden til eftersøgningen med deres inspektionsskib, Lauge Koch, som er på vej til stedet. Endelig vil Bell-212- helikopteren, der har søgt efter de savnede, blive afløst af Air Greenlands S-61 SAR-helikopter, der vil fortsætte eftersøgningen.

Powered by Labrador CMS