Nuuk

Trafikulykke: Bilfører slap uskadt

Politiet i Nuuk undersøger nu, om der kommer et efterspil på trafikulykken, der skete onsdag eftermiddag

Det så umiddelbart voldsomt ud. Men involverede personer slap uden større skade

Føreren af den personbil, der blev værst beskadiget, har det efter omstændighederne godt efter trafikulykken i Nuuk onsdag eftermiddag. Politiet er stadig i gang med efterforskningen af ulykken, hvor to personbiler og en bus var involveret.

Læs: Alvorlig trafikulykke i Nuuk

Brandfolk måtte skære i den forulykkede personbil for at få føreren ud af bilen. Vedkommende blev kørt ned til Dronning Ingrids Hospital for at blive tilset af en læge.

Læs: Trafikulykke: Overhaling fik slem konsekvens

Husk sikkerhedssele
- Føreren er sluppet uden større skade. Det så måske voldsomt ud med ambulance og brandfolk, der skar i bilen. Men redningsfolk kørte føreren til Dronning Ingrids Hospital af sikkerhedsmæssige årsager, og vedkommende har det tilsyneladende godt, siger vagthavende hos Nuuk Politi Johan Westen til Sermitsiaq.AG.

Ulykken skete ifølge politiets oplysninger, da en personbil prøvede at overhale en forankørende bil og kørte ind i en bus, der var på vej til Qinngorput.

Buschaufføren og fire passagerer i bussen blev kørt til Dronning Ingrids Hospital, hvor de fik krisehjælp. Politiet er i gang med at undersøge, hvilket efterspil der kommer efter ulykken.

- Vi er som sagt stadig i gang med at efterforske sagen. Men der kommer formentlig et efterspil. Nu skete der heldigvis ingen større personskade ved ulykken, der umiddelbart så voldsom ud. Det viser, hvor vigtigt det er at have sikkerhedssele på - uanset hvor langsomt man kører, siger Johan Westen.

Powered by Labrador CMS