dyr kødkontrol

Trækker kontroversielt kødforslag

Naalakkersuisut meddeler i dag, at de trækker deres forslag om en kommende kostbar fødevarekontrol tilbage

Karl-Kristian Kruse
Naalakkersuisoq for fiskeri, fangst og landbrug, Karl-Kristian Kruse (S)

I denne tid falder koalitionens lovforslag tilsyneladende som dominobrikker.

I sidste uge var det afgiftspakken med indtægter for 96,5 millioner kroner, som naalakkersuisoq for finanser, Anda Uldum (D), måtte meddele, at der ikke var opbakning til.

Og nu er det netop blevet offentliggjort, at en foreslået ændring af fødevarekontrollen er droppet.

- Inatsisartut-medlemmerne skulle i dag have behandlet et forslag til Inatsisartut-lov om fødevarer. Punktet blev dog trukket tilbage efter anmodning fra Naalakkersuisut. Punktet er dermed taget af dagsorden for efterårssamlingen, lyder hele teksten i pressemeddelelsen.

Forslaget handler om en ændring i fødevarekontrollen, der blandt andet vil pålægge slagterier en ny betaling på 10-15 kroner per slagtedyr, når fødevarekontrollen skal på besøg.

Læs: Grønlandsk mad bliver også dyrere

Sermitsiaq.AG forsøgte forgæves i går at indhente faktuelle detaljer, efter forslaget i første omgang blot var blevet fjernet fra tirsdagens dagsorden uden nogen forklaring.

Meddelelsen fra selvstyret gør næppe borgerne meget klogere.

Da journalisten bag denne artikel for lidt siden kontaktede departementschef for fiskeri, fangst og landbrug, Jørgen Isak Olsen, lød beskeden kortfattet: 'Jeg har ingen kommentarer.'

Powered by Labrador CMS