Torben M.: Grønland er sårbar

Formanden for Økonomisk Råd, professor Torben M. Andersen, maner til besindighed, selv om Grønland foreløbig er sluppet nådigt igennem krisen med coranapandemi.

Torben M. Andersen er formand for Økonomisk Råd, der netop har fremlagt en ny rapport.

- Der er grund til at glæde sig over, at der er ved at være styr på vaccineudrulningen, og Grønland hidtil er sluppet for større smitteudbrud, siger økonomiprofessor og formand for Økonomisk Råd Torben M. Andersen i et interview med Sermitsiaq.AG.

Økonomisk Råd fremlagde fredag en ny rapport om Grønlands økonomi, og der er flere ukendte faktorer, der kan spænde ben for flere års positiv udvikling i økonomien.

Han understreger, at ”man skal huske på, at der stadig er risici derude”.

- På sundhedsområdet er man meget sårbar, og et pludseligt smitteudbrud forårsaget af en eller anden coronavariant kan få store konsekvenser. Det er for tidligt at fastslå, at alle risici er borte, fastslår professoren, der i sidste uge af den danske regering blev udnævnt til formand for en ekspertgruppe, der skal give input til en langsigtet strategi for et genåbnet Danmark.

Anseeligt underskud

Økonomisk Råd afslørede i sin rapport, at de offentlige finanser i 2020 vurderes til at lande på et underskud på 189 millioner kroner. Et beløb, der vurderes som ”anseeligt”.

- Grønland har i de seneste år formået at have overskud på de offentlige finanser. Ikke store beløb, men trods alt overskud, som har sikret, at man har haft lidt bredere skuldre til at håndtere ekstraregningen til hjælpepakkerne. Det er vigtigt at huske, påpeger Torben M. Andersen.

Og udsigten til et pludseligt smitteudbrud, forårsaget af nye mutationer har fået Økonomisk Råd til at efterlyse finanslove, der ikke blot er i balance over en fire-årig periode, men derimod giver overskud.

Behov for overskud

- Det er nogle år siden, at vi har påpeget behovet for overskud. Men regningen på de 189 mio. kroner og den stigende aldring af befolkningen, som vil belaste de offentlige finanser i fremtiden, bliver man nødsaget til at tage alvorligt, siger økonomiprofesssoren fra Aarhus.

Coronapandemien har især gået ud over turismebranchen og de beslægtede erhverv.

- Internationale eksperter taler om, at turist- og transportmønsteret først vil stabilisere sig om to til tre år. Man skal derfor være ekstra påpasselig, fastslår formanden for Økonomisk Råd.

Powered by Labrador CMS