Topforskere er fortvivlede
Rent videnskabeligt er det en katastrofe. Så klart lyder det fra forsker Eske Willerslev om den kommende opsplitning af forskergrupper under Statens Naturhistoriske Museum. Det kan få konsekvenser for den tværdisciplinære forskning i Grønland, lyder det fra både Minik Rosing og Eske Willerslev.
Topforskere med Minik Rosing, Eske Willerslev, Kurt Kjær og Martin Bizarro i spidsen kritiserer Københavns Universitet for at ødelægge et unikt forskningsmiljø, der har ført til mange banebrydende opdagelser blandt andet i Grønland.
Fra årsskiftet skal Statens Naturhistoriske Museum, hvor de arbejder, nemlig ikke længere være ét samlet, selvstændigt museum med egen forskning, men i stedet lægges ind under biologisk institut. Og i samme bevægelse vil de seks forskellige forskningssektorer og tre grundforskningscentre, der i dag er knyttet til museet, blive splittet op og lagt ind som institutter under biologi, med mindre de selv ønsker at komme ind under andre institutter som for eksempel geologi og geografi eller Niels Bohr-instituttet. Det betyder i praksis, at alt det, der er bygget op omkring Statens Naturhistoriske Museum de seneste 10-15 år og som har ført til, at museet i dag har en førerposition inden for naturvidenskabelig forskning, smuldrer, lyder det fra forskerne.
Svært at gennemskue
– Det er klart, at den strukturelle ændring potentielt får konsekvenser for grønlandsstudierne. Vi har på Statens Naturhistoriske Museum specialiseret os i multidisciplinære studier, hvor man både har geologer, arkæologer, molekylærbiologer med videre, der arbejder sammen. Et af vores fokusområder har været Grønland og Arktis, senest med opdagelsen af det store meteorkrater i Nordvestgrønland, som professor ved geogenetik, Kurt Kjær, stod i spidsen for og som flere forskere fra museet har bidraget til. Når man skiller forskergrupperne ad, og de hver især får forskellige institutter som referencepunkt, så vil det få betydning for vores arbejde videre frem, siger Eske Willerslev, der blandt andet har stået bag flere studier sammen med professor i geologi, Minik Rosing.
For Minik Rosing handler uroen også om, at forskerne ikke kan gennemskue målet med og konsekvenserne af de strukturelle ændringer.
Læs hele artiklen i Sermitsiaq via linket herunder: