Tolke og oversættere danner forening

Akademisk uddannede tolke og oversættere har dannet en forening, der blandt andet skal fremme det kollegiale sammenhold og varetage faggruppens interesser.

Den nye forening hedder Foreningen for Akademisk Uddannede Tolke og Oversætte i Grønland, ONIP, og har konstitueret sig med Aqqaluk Lynge Egede som formand.

- ONIP har derudover til formål, at fremme vilkårene for samtlige tolke og oversættere i Grønland, samt at fremme forståelsen af arbejdsforholdene og de vilkår som oversættelse og tolkning foregår under. Vi skal lette samarbejdet med alle relevante aktører. ONIP vil bidrage til at sætte fokus på en høj standard inden for oversættelse og tolkning, oplyser foreningen i en pressemeddelelse.

Særlig overenskomst

ONIP påpeger, at ”oversætter- og tolkeuddannelsen ved Ilisimatusarfik adskiller sig fra tidligere uddannelser under NI og sprogcenteret i Sisimiut på forskellige punkter. Så væsentlige, at foreningen vil arbejde for at der kommer en særlig overenskomst for uddannede tolke og oversættere fra Ilisimatusarfik, og vil i den forbindelse oprette et samarbejde med en fagforening, som kan forhandle på faggruppens vegne”.

Den øvrige bestyrelse består af næstformand: Kikkik Olsen, kasserer: Pernille Kristensen, sekretær: Sorlannguaq Petersen, medlemmer: Ittukusuk Fisker og Nikolaj Olsvig, suppleanter: Marianne Løvstrøm og Paninnguaq Kristiansen.

Powered by Labrador CMS