Toldere har beslaglagt stort millionbeløb

Der er sket en tredobling af beslaglæggelser af kontanter fra 2018 til 2019

Tolderne har haft travlt sidste år, viser naalakkersuisoq for finanser Vittus Qujaukitsoqs (NQ) svar på paragraf 37-spørgsmål fra Erik Jensen.

Der er blevet beslaglagt 39 kilo hash fordelt på 97 sager, hvilket er cirka 1,3 kilo mere end i 2018, fremgår det af Vittus Qujaukitsoqs svar.

Han oplyser desuden i sit svar, at der er sket en tredobling af beslaglæggelser af kontanter:

- Derudover er der beslaglagt for 6,6 millioner kroner i kontanter, som er overdraget til politiet til videre sagsbehandling. Beslaglagte kontanter udgjorde 2,2 millioner kroner i 2018, oplyser naalakkersuisoq for finanser.

Ekstra tolder i Kangerlussuaq

Skattestyrelsen har i 2018 ansat to nye toldere i Ilulissat, mens der i den seneste periode har været en tolder ansat med hund i Kangerlussuaq.

Kampen mod indsmugling af hash skal intensiveres yderligere, da der skal ansættes én ekstra tolder i Kangerlussuaq, oplyses det.

Powered by Labrador CMS