Togulykke: Seks dræbt og 16 kvæstet på Storebælt

En togulykke på Storebæltsbroen har kostet seks mennesker livet, bekræfter Fyns Politi. 16 er blevet kvæstet.

Seks mennesker har mistet livet i en togulykke på Storebæltsbroen onsdag morgen. 16 personer er blevet kvæstet.

Det meddeler Fyns Politi, der dermed bekræfter tidligere oplysning om dræbte fra DSB.

- Fyns Politi oplyser, at der er på nuværende tidspunkt konstateret seks omkomne og 16 sårede fra ulykken på Storebæltsbroen, skriver politiet.

Det har ikke været muligt for Ritzau at få oplyst, om nogen af de kvæstede er i livsfare.

Alle de dræbte var passagerer, udtalte DSB tidligere onsdag formiddag.

- DSB bekræfter, at alle tre medarbejdere i toget er okay, lyder det i en pressemeddelelse klokken 10.15.

Et lyntog på vej fra Fyn til Sjælland blev ramt af dele fra et godstog, som kørte i den modsatte retning.

Det fik lyntoget til at bremse hårdt op.

Der var 131 passagerer og tre medarbejdere om bord på toget, da ulykken skete. I første omgang var meldingen, at 160 DSB-kunder var i toget.

- DSB tager ulykken meget alvorligt, og vi er dybt berørte af, at der både er omkomne og flere tilskadekomne, siger administrerende direktør i DSB Flemming Jensen i en pressemeddelelse.

Han tilføjer, at DSB "gør alt, hvad der er praktisk muligt for at bistå kunderne og deres pårørende."

De personer, som ikke er kommet til skade, er onsdag formiddag blevet evakueret og kørt til Nyborg Idrætscenter.

Her er krisepsykologer klar til at tale med dem.

Både DSB og politiet opfordrer personer, der var om bord i toget, til at ringe eller skrive til deres pårørende for at fortælle, at de er okay.

Powered by Labrador CMS