’Tømmermændshormon’ beskytter dig mod for meget alkohol, antyder studier

Det hedder FGF-21 og bliver frigivet efter indtagelse af alkohol og sukker. Det fortæller os, at vi skal holde inde.

To timer efter, du har drukket alkohol, begynder din lever at producere store mængder af et hormon.

Nogle forskere kalder hormonet for et ‘tømmermændshormon’. Andre kalder det FGF-21. Det skriver Videnskab.dk.

- Hormonet bliver dannet i leveren og kommer via blodbanerne op til hjernen, hvor det rammer nogle receptorer, som giver dig besked om at holde op med at drikke, forklarer Susanna Søberg, ph.d.-studerende ved Trygfondens Center for Aktiv Sundhed, Rigshospitalet i København, og en af flere forskere, der er blevet meget interesserede i hormonet.

Hun er førsteforfatter på et studie, hvor forskerne gav 10 forsøgspersoner en stærk drink, og testet 3 frivillige mænd i fyrrerne, der tog til oktoberfest i München i Tyskland og drak over 22 genstande per dag i 3 dage.

Læs mere på Videnskab.dk: Ti myter om alkohol: Tømmermænd

Studiet viste, at to timer efter indtagelse af den mængde alkohol, der er i en flaske vin, stiger niveauet af hormonet FGF-21 dramatisk. Den effekt varer ved dagen efter.

- Vores studie fra oktoberfesten viser, at mændenes niveau af FGF-21 steg markant under festdagene, mens det langsomt faldt til sit normale niveau i dagene efter. Det samme viser forsøg, jeg har været med til at lave på Roskilde Festival. Derfor har jeg kaldt det et tømmermændshormon, fortæller Filip Krag Knop, der er professor på Københavns Universitet og Steno Diabetes Center, og endnu en af forskerne bag studiet fra oktoberfesten, som udkom i tidsskriftet Molecular Metabolism tidligere i år.

- Det beskytter os ved at fortælle os, at vi skal skrue ned for alkoholforbruget og man ved faktisk også fra dyrestudier, at det beskytter mod alkoholinducerede leverskader, siger han.

Der er dog ikke noget stående klinisk bevis for, at FGF-21 får os til at drikke mindre, men ifølge forskerne er der stærke indikationer.

Læs mere på Videnskab.dk: Hvad er mest usundt: stoffer, alkohol eller cigaretter?

- Blandt andet viser vores studie, at mus drikker mellem 30-40 procent mindre alkohol, når de har fået en indsprøjtning med FGF-21, siger Matthew Gillum, der er en del af holdet, som forsker i hormonets sammenhæng med sukkertrang og alkohol. Han er lektor ved Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research på Københavns Universitet.

Det lyder smart, at kroppen er i stand til at stoppe os i at indtage for meget sukker og alkohol, men hvorfor har hormonet først effekt to timer efter, vi har nået en høj promille.

Matthew Gillum vil derfor gerne undersøge, hvordan FGF-21 virker på alkohol hos en særlig gruppe aber på en ø ud for den Dominikanske Republik, som har en naturlig tendens til at blive alkoholikere.

Læs mere på Videnskab.dk: Drukhistorier er mere end bræk og ballade

- På St. Kitts er der en gruppe grønne marekatte, som har en fordeling, der minder om menneskelige populationer. Nogle er afholdsaber, mens andre er disponeret for at drikke rigtig meget, og andre igen for at drikke moderat, siger han.

Abernes smag for alkohol kom angiveligt ved at spise fermenterede frugter, og de er siden begyndt at stjæle drinks fra uopmærksomme gæster på øens barer.

- Det kunne være spændende at se, om FGF-21 kan begrænse lysten til alkohol hos dem, siger Matthew Gillum.

Flere artikler på Videnskab.dk:

Forhistorisk krokodille opkaldt efter Ringenes Herre-monster
Fodbold: Derfor sparker du over mål
Sådan bliver du bedre til at afsløre en løgner

Powered by Labrador CMS