To timer og Avgos kørekort var fikset

Efter to timer hos en kørelærer kan grønlandske bilister, der bor i Danmark, nu bruge deres grønlandske kørekort.

Avgo Otto Sørensen, der flyttede til Horsens 1. april, er en af de første, der har brugt de nye kørekortregler.

Det er blevet nemmere at bruge det grønlandske kørekort i Danmark. Fra 1. september skal fastboende grønlændere i Danmark ikke længere til køreprøve, hvis de vil køre bil i landet.

Tidligere skulle man til køreprøve for at få et dansk kørekort efter tre måneders ophold i Danmark, men nu skal man bare have to køretimer. Og så er det ellers bare ud på landevejene med det grønlandske kørekort i handskerummet sammen med en attest fra kørelæreren.

Avgo Otto Sørensen, der flyttede til Horsens 1. april, er en af de første, der har brugt de nye regler.

- Jeg fik en udsættelse af kommunen, fordi de nye regler var på vej. Og allerede den 4. september ringede jeg til køreskolen og fik en tid til dagen efter. Så nu kan jeg bruge mit grønlandske kørekort i Danmark, indtil jeg fylder 70 år.

Erfaren bilist

Avgo Otto Sørensen er glad for de nye regler, for han er også en erfaren bilist:

- Jeg har kørt taxa i Aasiaat i mange år, og når vi har været på ferier i Danmark, har vi altid lejet bil, så jeg har prøvet både at køre i storbyer og på de danske og tyske motorveje.

- Den nye bekendtgørelse siger, at de to timer med en kørelærer skal sikre, at de grønlandske bilister får prøvet at køre både i tæt bytrafik, på landeveje og på motorveje, fortæller kørelærer John Møller fra køreskolen 1.Drive i Horsens, der allerede efter to uger med de nye regler har sikret, at tre grønlændere nu kan bruge det grønlandske kørekort i Danmark.

Efter de to køretimer skal kørelæreren underskrive en blanket, som de grønlandske bilister skal medbringe sammen med kørekortet.

De nye regler gælder kun, hvis man vil bruge sit grønlandske kørekort. Hvis man ønsker kørekortet byttet til et dansk kørekort, skal man fortsat til en køreprøve.

Knotten folketingsmedlem

Det har gjort folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen (IA) knotten.

- Det er blevet nemmere for grønlændere i Danmark at køre i Danmark, men det sikrer ikke grønlændere de samme rettigheder og den samme ligeværdige behandling, som færinger modtager. Færinger i Danmark kan kvit og frit ombytte deres kørekort til et dansk uden at tage køretimer eller en køreprøve. Hvorfor denne forskelsbehandling?, spørger Aaja Chemnitz Larsen. Hun vil nu tage spørgsmålet op med den nye danske transportminister, Benny Engelbrecht (S).

Powered by Labrador CMS