To dræbt og 14 såret ved skudangreb på julemarked i Strasbourg

Den franske regering sætter soldater ind i jagten på en gerningsmand og øger grænsekontrollen til Tyskland.

Opdateret 7.20 med nye oplysninger om dræbte og sårede.

Den franske regering sender ekstra sikkerhedsstyrker til Strasbourg i det, der har udviklet sig til en sand menneskejagt efter den mand, der tirsdag aften dræbte to og sårede 14 ved et julemarked i Strasbourg.

Det meddeler den franske indenrigsminister, Christophe Castaner, ved et hasteindkaldt pressemøde i Strasbourg natten til onsdag. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Samtidig vil der allerede onsdag nat blive indsat ekstra politi ved offentlige pladser og tæt befærdede områder i flere franske byer.

- Regeringen har nu besluttet at hæve trusselsniveauet til højeste beredskabsniveau, og det betyder øget kontrol med alle grænser, siger Christophe Castaner.

Det ved vi om skyderiet i Strasbourg

* En mand åbnede ild på julemarkedet i centrum af Strasbourg cirka klokken otte tirsdag aften.

* To personer er meldt dræbt. 14 er såret, heraf otte alvorligt.

* Politiet har udvekslet skud med gerningsmanden, som fortsat er på fri fod.

* Den mistænkte er 29 år og har været i fransk politis søgelys gennem længere tid som en formodet trussel mod den offentlige sikkerhed.

* Den mistænkte er på en overvågningsliste over mulige ekstremister.

* Skyderiet efterforskes som mulig terror.

Kilder: Det franske indenrigsministerium, fransk politi, AFP, Reuters.

Fransk politi mistænker en 29-årig mand med forbindelser til radikaliserede miljøer for at stå bag skyderiet. Han har igennem længere tid været i politiets søgelys og har stået på de franske myndigheders overvågningsliste.

Angrebet skete tirsdag aften omkring klokken otte, og gerningsmanden kom efterfølgende i en skudveksling med politiet. Her blev han såret, men formåede at flygte.

Til den franske tv-station BFM fortæller Strasbourgs borgmester, Roland Ries, at gerningsmanden formåede at komme ind en sikkerhedszone, der omringer julemarkedet. Derfra åbnede han ild.

Franske myndigheder har stadig ikke slået fast, hvad motivet for angrebet er.

Ifølge lokale medier er politi og sikkerhedsstyrker massivt til stede i byen.

Myndighederne fastholdt i flere timer efter de første skud et udgangsforbud i bydelen omkring markedet.

Tusinder af mennesker har således været fanget, mens politiet jagter gerningsmanden, der altså stadig er på fri fod.

Da Strasbourg også er et af hjemstederne for Europa-Parlamentet har det betydet, at parlamentsmedlemmer, herunder flere danske, har været under såkaldt lockdown i parlamentsbygningen.

Myndighederne har tidligere oplyst, at antallet af dræbte er tre og antallet af sårede er 12.

Powered by Labrador CMS