To danske turister omkommet

Opdateret: To danske mænd på hhv. 70 og 73 år omkom søndag da de blev ramt af en kraftig smeltevandsflod i nærheden af en bræ ved bygden Ukkusissat i Uummannaq Kommune.

Bygden Ukkusissat ligger nord for Uummannaq.

Politiassistent Carl Borup fra Uummannaq Politi siger til KNR's radioavis, at tragedien skete mens en gruppe turister stod på et plateuau ved gletcheren for at tage billeder.

- Øjenvidner har fortalt at der pludselig lød en kæmperumlen, som fra en helikopter, da en meget kraftig smeltevandsbølge kom væltende imod dem.

Fem turister blev fanget af den stærke bølge. Mens det lykkedes at samle tre af dem op, forsvandt to ældre mænd i den stærke strøm og stod ikke til at redde, oplyser Carl Borup.

Familierne til de to afdøde, der kom fra Københavnsområdet, er informeret.

I følge en pressemeddelelse som Politimesterembedet udsendte mandag eftermiddag var en gruppe turister søndag blevet sejlet i land på et plateau ved Kangerluarsuup Sermia i Kangerluarsuk-fjorden tæt ved bygden Ukkusissat.

- Efter at have opholdt sig på plateauet et stykke tid, blev gruppen ca. kl. 17 ramt af en kraftig smeltevandsflod fra en bagvedliggende smeltevandssø. Plateuaet blev oversvømmet og flere af turisterne og et enkelt besætingsmedlem fra turistskibet blev skyllet ud i et foranliggende bassin. Med undtagelse af to personer blev alle reddet op på land eller i gummibåde fra turistskibet, skriver politimesteren.

Den ene af de to savnede, en 73-årig dansk mand, blev fundet druknet umiddelbart efter. Politiet modtog anmeldelsen kl. 18.40 og startede straks en eftersøgning med chartrede både fra Ukkusissat. Cirka kl. 21 blev den sidste af de savnede, en 70-årig dansk mand fundet druknet.

Turistskibet ankom i følge politiet mandag morgen til Uummannaq hvorpassagerer og besætningsmedlemmer blev modtaget af læge og politi.

Powered by Labrador CMS