To byer særlig hårdt ramt af ledighed

Specielt to byer og tilhørende bygder blev ramt af øget ledighed i juli: Tasiilaq og Qaqortoq.

Tasiilaq er særlig hårdt ramt af en stigende arbejdsløshed i forhold til andre byer og bygder.

Det viser den seneste opgørelse over arbejdssøgende, som Grønlands Statistik har udgivet.

For hele landet var der 117 personer ekstra i forhold til samme måned sidste år, som var arbejdssøgende. Men det dækker over store forskelle fra by til by og bygd til bygd.

Mens man i Tasilaaq havde 68 flere arbejdssøgende og i Qaqortoq 55 flere, så var der i Nuuk en færre arbejdssøgende, mens Ilulissat havde 34 flere. I syd blev Qaqortoq ramt hårdt, men i Narsaq faldt antallet fra 109 i juli 2019 til 78 i juli i år.

Opgørelsen af registrerede arbejdssøgende er en optælling af de personer, der henvender sig til kommunen med ledighed som problem. I en måned tælles en person som arbejdssøgende, uanset om personen har været registeret som arbejdssøgende i hele måneden eller kun en enkelt dag.

Det positive i tallene er, at ændringen i juli i forhold til de tre foregående måneder er knap så stor. Det vil sige, at arbejdsmarkedet er ved at komme sig oven på corona-krisen, der for alvor viste sig i statistikken i april, maj og juni for næsten at blive halveret i juli.

Powered by Labrador CMS