Forening jubler

Efter to års ventetid: Regnbuebryllupper også i Grønland

Folketinget har nu vedtaget, at personer af samme køn kan blive gift i kirken i Grønland

Gay Pride-optog i Nuuk
Offentliggjort

Efter flere udskydelser blandt andet på grund af sommerens folketingsvalg, er ventetiden ovre for grønlandske par med planer om kirkebryllup.

Med 108 stemmer for og ingen imod har Folketinget vedtaget, at par af samme køn kan blive gift og få en præsts velsignelse i kirken.

Lang tid undervejs
Dette kaldes både homovielser, kønsneutrale kirkevielser og regnbuebryllupper blandt andet af respekt for de mange slags kærlighed der bliver anerkendt i 2015. Det er en betegnelse, som for eksempel også omfatter biseksuelle par, som ikke er homoseksuelle.

Siden 2014 har lovændringen været undervejs.

Læs: Homoseksuelle kan snart giftes i kirken

Loven, som først blev vedtaget i Inatsisartut og nu er færdigbehandlet i Folketinget, glæder landsforeningen for lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner i Grønland, LGBT Qaamaneq.

- Det er en stor glæde for mange i landet, for vi er et kristent samfund og LGBT-personer er selvfølgelig en del af samfundet, siger Ivalu Rosing, som er tovholder for foreningen, i en udtalelse.

Med i livets faser
- Den kristne tro og dens værdier er en essentiel del af vores kulturelle identitet, og det er glædeligt at vi, som er døbt og konfirmeret, måske endda før vi virkelig vidste hvem vi var, nu kan tage del i det næste vigtige skridt i livets faser, som er ægteskab med en vielse i kirken.

Læs fra 2011: Homovielser skaber uro

Hun er glad for, at der har været opbakning fra politikerne og samfundet, og at Grønland er med 'i den globale udvikling', der i højere grad giver lige muligheder på dette område.

Grønland har valgt ikke at hjemtage området for familieret. Det er derfor Folketinget, der træffer afgørelse om emnet.

Powered by Labrador CMS