Tjernobyls ansatte bliver afløst efter godt tre uger

Ansatte, som har været fanget på atomkraftværket Tjernobyl, siden Rusland angreb Ukraine, er blevet afløst.

Det lukkede atomkraftværk Tjernobyl har været under russisk kontrol, siden russiske soldater gik ind i Ukraine 24. februar. (Arkivfoto).

64 ansatte hos atomkraftværket Tjernobyl i Ukraine er søndag aften blevet afløst. Det sker efter mere end tre uger, hvor de ikke har været i stand til at forlade Tjernobyl.

Det oplyser atomkraftværket søndag ifølge New York Times.

Personalet hos Tjernobyl, som inkluderer teknisk personale og vagter bestående af mere end 200 personer, har ikke kunnet rotere i vagterne siden 23. februar – dagen inden Rusland påbegyndte sin invasion af Ukraine – ifølge Det Internationale Atomagentur (IAEA).

Det er ikke hele staben, der er blevet afløst på Tjernobyl. Ifølge New York Times er det omkring 200 ansatte, der har været fanget på atomkraftværket, siden Rusland invaderede Ukraine 24. februar.

IAEA-chef Rafael Grossi siger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at resten af de ansatte også fortjener en pause - ikke mindst for sikkerhedens skyld.

- De var der alt for længe. Jeg håber inderligt, at også det tilbageværende personale kan rotere snart, siger han i en pressemeddelelse fra IAEA søndag aften.

De russiske soldater tog kontrol med kraftværket, samme dag som de invaderede Ukraine.

Kraftværket ligger nord for Ukraines hovedstad, Kyiv, og er ikke længere aktivt, efter at det i april 1986 eksploderede efter en række fejl begået af de ansvarlige for værket.

Eksplosionen førte til markante radioaktive udslip, der spredte sig over store dele af Europa, inklusive det nordlige Sverige og Finland.

Værst ramt af den radioaktive stråling blev områder i Hviderusland nord for værket. De over 40.000 indbyggere i byen Pripjat tre kilometer fra Tjernobyl blev evakueret, og byen står i dag tilbage som en spøgelsesby.

IAEA meddelte 9. marts, at det ikke længere modtog datatransmittering fra atomkraftværket. To dage senere kunne agenturet oplyse, at man havde mistet al kontakt til kraftværket.

Powered by Labrador CMS