Tjen en 500-lap ved at rydde op

Qeqqata Kommunia donerer 500 kroner per kystområde, som du hjælper med at rydde op

Du får 500 kroner som hjælp til brændstof, hvis du melder dig til at gøre et område rent ved Sisimiut. Foto: Polfoto

Ikke alle er lige gode til at tage deres affald med sig. Og det koster skattekroner at rydde op efter natursvinene.

Derfor opfordrer Qeqqata Kommunia borgerne til at hjælpe til med oprydningen. Det sker på kommunens hjemmeside.

- Hold vores natur ren og tjen 500 kroner.

Har du/I lyst til at:
• Gøre naturen og dine medmennesker en tjeneste?
• Få en dejlig sejltur ud i fjordene med tilskud på 500 kr. til brændstof?

Ryd op på kyststrækninger, teltpladser, ved ørredelve eller hvor i naturen, der ellers ligger meget affald i området omkring Sisimiut, Kangerlussuaq, Sarfannguit og Itilleq. Kommunen giver et tilskud på 500 kr. til brændstof.

Det bændbare affald kan du brænde af på stedet, hvis det er 100 procent sikkert i forhold til fjeldbrand, eller bringes med til Sisimiut/bygder. Metal og andet ubrændbart skal bringes med til Sisimiut og afleveres på modtagestationen ved forbrændingen eller din bygd og aflevere det til kommunens medarbejdere.

For at få 500 kroner skal du/I tage billede af:

• Området før og efter oprydning.
• Det affald, du har samlet eller af de fyldte sække.

Tilmeld dig ved at komme ind til Området for Teknik og Miljø, eller kontakte os på: qeqqata@qeqqata.gl eller tlf. 867460 og aftal det område, der ryddes op. I bygder kan du kontakte bygdekontoret og aftale et område.
Husk at oplyse dit navn og området, du vil rydde op.

Men skynd dig. Ordningen gælder kun for de første 40 personer/grupper, der melder sig.

Powered by Labrador CMS