Tiltalt erkender sig skyldig i drab og usømmelig omgang med lig

En lydfil, hvor tiltalte i drabssagen fra Ilulissat fortæller om hvordan han har begået mordet, er blevet afspillet i retten tirsdag. Den anklagede har onsdag ændret holdning til skyldsspørgsmålet og erklærer sig nu skyldig i både drab og usømmelig omgang med liget.

Retssagen om drabet i Ilulissat i september sidste år har taget en uventet drejning onsdag.

Tirsdag blev der afspillet en lydoptagelse i retten, hvor den tiltalte i eksplicitte vendinger fortæller om, hvordan han dræbte og parterede sit 24-årige offer.

Ud over at lydfilen er blevet afspillet i retten, er den også blevet delt på YouTube og Facebook tirsdag aften.

Politiet bekræfter overfor Sermitsiaq.AG, at der er lagt en video på Youtube i går, der omhandler drabssagen og oplyser, at det efter deres opfattelse er strafbart at dele den.

- Politiet opfordrer på det kraftigste til, at man tænker på de efterladte og ikke deler videoen, hvis man kommer i besiddelse af den, da indholdet krænker den afdøde og de pårørende, siger vicepolitiinspektør Lars Bjerregaard, der er linjechef for efterforskningen.

- Det er politiets opfattelse, at det er strafbart at dele videoen, og derfor efterforsker vi nu sagen omkring videredeling, understreger han.

Domsafsigelse rykket frem

Nu afventer parterne dommen i retssagen, som forventes at falde klokken 15.00 i dag onsdag. Det fortæller anklager for Grønlands Politi Marutha Thayapharan til Sermitsiaq.AG.

Selvom den anklagede har erkendt sig skyldig, har han fortsat ikke udtalt sig om sagen. Derfor skal retten tage stilling til bevisførelsen, før der afsiges dom, fortæller anklageren.

Onsdag har retten også behandlet fire andre forhold, som den tiltalte er sigtet for, der omhandler kørsel uden kørekort med mere. Desuden har retten gennemgået den sigtedes personlige forhold og så har både anklager og forsvar fremlagt deres afsluttende procedure.

Den anklagede havde i første omgang nægtet sig skyldig i forhold til manddrab og usømmelig omgang med lig, mens han erkendte sin skyld i de andre forhold, han er tiltalt for, men onsdag har han altså ændret det til at erklære sig skyldig i alle forhold.

Anklageren går efter at den sigtede idømmes forvaring på ubestemt tid.

Powered by Labrador CMS