Tilrettet projektforslag for ny bydel i Nuuk: Milliardbyggeri kan være på vej
Entreprenørdalen i Nuuk er under forvandling fra et broget erhvervsområde til en yderst attraktiv bydel med masser af boliger, spændende arkitektur, bilfrie byrum og muligheder for at leve det gode liv.
Akkurat som i eventyret om den grimme ælling, der bliver til en smuk, hvid svane, forvandles Entreprenørdalen i Nuuk i disse år fra et uskønt erhvervsområde til en attraktiv ny bydel, som på en helt ny måde forbinder byen med fjorden.
Det skriver avisen AG.
Byudviklingsprojektet Sermeq City er et forsøg på at forbinde hovedstadens glubende behov for nye, gode boliger med spændende arkitektur, bilfrie byrum og rekreative områder, som alle byens borgere kan få glæde af.
Projektet har været i støbeskeen siden 2020, og her i begyndelsen af 2022 har selskabet bag afleveret et tilrettet projektforslag til Kommuneqarfik Sermersoq. Kommunen vil i de kommende måneder granske projektforslaget, som derefter skal i offentlig høring, og først da kan myndighedsbehandlingen afsluttes med en arealreservation. Hvis det hele falder på plads, kan byggeriet begynde i foråret 2023.
Det tilrettede projektforslag indebærer blandt andet, at Jagtforeningen flytter fra foreningens nuværende faciliteter i Entreprenørdalen til et område nord for Annas tørvehytte i nærheden af lufthavnen, som projektmagerne har fundet i samarbejde med kommunen.
På området skal der desuden anlægges en biatlon-bane i samarbejde med langrendsforeningen NSP.
- Vi har en positiv dialog med kommunen, men Coronapandemien og kommunalvalget har forsinket projektet. Vi har udnyttet tiden til at rette projektet til, så det imødekommer kommunen og andre interessenters ønsker, forklarer Martin Sandy Shalmi. Han og hustruen Jeanette Sandy Shalmi står bag projektet, som er samlet i selskabet Prime View Aps.
Læs mere i avisen AG, som du kan få adgang til her: