Tillid til politiet stigende

Borgernes tillid til politiet ligger fortsat på et højt niveau og er tilmed stigende over hele landet. Det går dog langsomt den forkerte vej i bygderne.

En tryghedsundersøgelse gennemført af Epinion viser, at landets borgere generelt har stor tillid til Grønlands Politi. Tilliden til politiet er stigende over hele landet.

Godt 800 borgere har besvaret et spørgeskema, hvor 89,3 procent har svaret, at de har tillid til, at politiet vil hjælpe dem, hvis de har brug for det. Tallet var på 85 procent i 2018.

- Det glæder mig, at tilliden til politiet er steget, og at trygheden i Grønland generelt fortsat er høj, siger politimester Bjørn Tegner Bay.

Bygdeborgere utrygge

Undersøgelsen viser, at tilliden til politiet særligt er stigende i den kategori, som betegnes ”bebyggelser med politistationer” og dækker over alle landets byer undtagen Nuuk, lyder det i en pressemeddelelse fra Grønlands Politi.

Den dystre side af undersøgelsen er, at bygdeborgernes tryghed er faldet i 2019 i forhold til 2018. 86,8 procent af borgere, der bor i bebyggelser uden en politistation er utrygge. Tallet var lidt højere i 2018, på 92 procent.

- Vi er opmærksomme på, at trygheden i bygderne er faldet lidt. Siden 2019, hvor vi startede et kommunefogedprojekt op, arbejdet på at få rekrutteret flere kommunefogeder til politiet. Vi har allerede ansat en del nye kommunefogeder, så vi kun har syv bygder i Grønland uden kommunefogeder, siger Bjørn Tegner Bay i en pressemeddelelse.

Synlighed kræves

Bjørn Tegner Bay understreger i en pressemeddelelse, at det er vigtigt for Grønlands Politi, at politiet er synligt over hele landet. Derfor er der fokus på at få foretaget videoafhøringer hurtigst muligt i sager, hvor børn og unge er involveret.

Kampagner er dog også med til at gøre politiet mere synligt i samfundet:

- Synlighed er også at komme rundt til alle landets skoler og være i dialog med børnene, hvilket vi i øjeblikket er med politiets anmeldelseskampagne om seksuelle overgreb. Det gør mig stolt, at borgerne i hele landet har høj tillid til vores arbejde og føler sig trygge ved politiet, siger Bjørn Tegner Bay.

Powered by Labrador CMS