Tilbud: Vil købe lufthavn for én krone
Kommunalbestyrelsen i Qeqqata Kommunia har i dag torsdag besluttet at danne et aktieselskab, som skal samle de større infrastrukturanlæg i kommunen. Kommunen vil købe Kangerlussuaq-lufthavnen for én krone.
Selskabet får navnet A/S Arctic Circle Traffic og planen er at indskyde havnen og vejen mellem indlandsisen og Kellyville i selskabet, oplyses det i en pressemeddelelse.
- Efterfølgende kan Naalakkersuisut indskyde Kangerlussuaq lufthavn i et fælles selskab. Hvis Naalakkersuisut ikke ønsker at være med i et fælles selskab, kan Qeqqata Kommunia tilbyde at købe lufthavnen i Kangerlussuaq for en krone, meddeler kommunen.
Flere anlæg skal skydes ind i selskabet
Kommunen forestiller sig også, at Naalakkersuisuts øvrige lufthavne og havne i Qeqqata Kommunia på samme måde indskydes i selskabet som apportindskud eller købes af A/S Arctic Circle Traffic for en krone stykket, fremgår det.
Det er desuden tanken, at selskabet i overensstemmelse med de hidtidige planer skal anlægge den kommende vej mellem Sisimiut og Kangerlussuaq.
- Med beslutningen er Qeqqata Kommunia klar til at udvikle Kangerlussuaq både som lufthavn, turistmagnet og rekreativt område til gavn for hele kommunen og ikke mindst beboerne i Kangerlussuaq. Vi tror på mulighederne i området og vil kæmpe for lufthavnen og bygden. Lokalt ejerskab er vigtigt, når Selvstyret ikke har styr på udfordringerne i Kangerlussuaq lufthavn og ikke tror på lufthavnen, siger borgmester Malik Berthelsen ifølge pressemeddelelsen.
Uvist hvordan prisen er fremkommet
Det fremgår ikke af pressemeddelelsen, hvordan kommunalbestyrelsen er kommet frem til en pris for de selvstyreejede anlæg på kun én krone.
Kommunalbestyrelsens udspil kommer få dage før, at Inatsisartut på mandag skal førstebehandle rammebetingelserne for de nye lufthavne.