Tilbage til Tasiilaq

De to slædehunde Marie og Nuka må desværre blive hjemme i Aarhus, når Jørn Holbech og sønnen Jaakusaaq vender snuden mod nord i august. Slædehunde, der først har været ude af slædehundedistriktet, må nemlig ikke indføres igen. Men de bliver ikke efterladt, for Jørn Holbechs kone og to ældre børn rejser heller ikke med til Grønland lige foreløbig.

Jørn Holbech, der de seneste fem år har været leder af Det Grønlandske Hus i Aarhus, skal være skoleinspektør på Tasiilami Alivarpi. Et job han bestred fra 2006-2014, og som han slet ikke er færdig med.

– Jeg stoppede i Det Grønlandske Hus i januar 2020, og derefter tog jeg til Spanien for at vandre på Caminoen og tænke over mit liv, og hvad jeg nu skulle beskæftige mig med. Jeg kom frem til, at det job, der virkelig havde givet mig energi, var arbejdet på skolen i Tasiilaq. Da jeg kom tilbage til Danmark, så jeg tilfældigvis, at stillingen som skoleinspektør var ledig. Det tog jeg som et tegn fra oven og søgte jobbet, fortæller Jørn Holbech, der tager sønnen Jaakusaaq, der er født i Grønland, med til Tasiilaq.

– Det er jo en klassisk historie. Enten falder man for Grønland, eller også gør man ikke. Jeg er faldet pladask for Tasiilaq og har oplevet, at livet i Danmark med de mange muligheder kan være stressende. Jeg har ikke oplevet et bedre sted at bo i verden, end lige netop i Tasiilaq. Og jeg vil gerne bidrage med stabilitet og ro til lokalsamfundet. Jeg har ikke et ønske om at revolutionere skolen og byen, der i forvejen er i rivende udvikling. Men jeg vil gerne bidrage med positiv energi, fremdrift og faglighed.

Byens samlingspunkt

Tasiilami Alivarpi er en stor skole med 430 elever fordelt på 1-10 klasse. Skolen er på mange måder et anker og naturligt samlingspunkt for alle byens borgere. Men sidste års dokumentar om Tasiilaq "Byen hvor børnene forsvinder" har også skabt et billede af en by med store udfordringer.

Jørn Holbech har fulgt med i debatten, og mener, at billedet er mere nuanceret end dokumentar lmen viste. Dertil mener han ikke, at byens borgere har glæde af den megen negative opmærksomhed, der fulgte i kølvandet på udsendelsen.

– Mange har en oplevelse af, at alt er negativt i Tasiilaq, og det smitter af på dem, der bor i byen. Måske føler man ikke, at man er noget eller kan blive til noget. Det hjælper ingen frem i livet. Så hellere fokusere på alt det, der fungerer godt og samtidig arbejde støt og løbende med det, der fungerer mindre godt som for eksempel socialområdet.

Da Jørn Holbech i 2006 kom til Tasiilaq lavede man kun i begrænset omfang underretninger på børn, der havde det hårdt i hjemmet.

Men det blev en fast procedure i tiden med Jørn Holbech som skoleinspektør.

– Det er vigtigt, at alle er med på, at underretninger er nødvendigt, for ellers kommer der ikke hjælp til børnene. Tidligere havde man nok en opfattelse af, at det ikke var nødvendigt med hjælp udefra, eller at det hverken gjorde fra eller til. I dag arbejdes der metodisk med indberetningerne og det er positivt, men man må også forstå, at det er en proces, der tager tid.

Jaakusaaq på 11 år glæder sig til at skulle med far på mandetur. Han har de seneste fem år gået i skole i Danmark, og taler ikke længere grønlandsk. Men det skal læres, siger han. Og så skal vi have slædehunde igen. Der er lige nu re hvalpe, som venter på at far og søn kommer til Tasiilaq.

Du kan læse mere om tillæg om uddannelse - få gratis adgang her.