For tidligt at hæve armene

Fra et underskud på en milliard kroner i 2009 til et overskud på to millioner kroner i 2010

Maliina Abelsen: – Koalitionens målsætning om at få den grønlandske økonomi tilbage i balance er lykkedes.

Landskassen gav et overskud på to millioner kroner i 2010.

Landskassen har gennemgået et utrolig forvandling fra rekordunderskudsåret 2009, hvor blandt andet en redningspakke til Royal Greenland på en halv milliard slog bunden ud af vor fælles pengekasse, til 3-kløverkoalitionens første hele regnskabsår 2010, som ved hjælp af lodder og trisser – og benhård prioritering gav et overskud på et par millioner kroner.

– Men det er alt for tidligt at hæve armene, for det kræver stadig et langt, sejt træk at bringe landskassen på ret fode, advarer naalakkersuisuts medlem for finanser Maliina Abelsen, Inuit Ataqatigiit, ved præsentationen af regnskabet tirsdag formiddag.

Maliina Abelsen henviser til Økonomisk Råd, som på grund af den demografiske (aldersmæssige) udvikling i befolkningen peger på en sigende ubalance på i alt 30 milliarder kroner frem til 2040. Denne fremskrivning kræver i gennemsnit en årlig budgetforbedring på en milliard kroner, og landskassen fik altså kun et overskud på to millionr kroner i 2010.

– Vi skal i gennemsnit finde en milliard om året, og vi har taget det første skridt i den rigtige retning med et regnskab, som ikke længere viser røde tal, siger Maiina Abelsen.

Engangsindtægter

Landskassen fik indtægter på 6.185.000.000 kroner i 2010, og det var 146 millioner kroner mere end budgetteret. Resultatet skyldes øgede skatteindtægter og et lavere offentligt forbrug, men også engangsindtægter på til sammen 175 millioner kroner, som ikke kommer igen. Blandt andet er direkte skatter for 75 millioner kroner, som vedrørte 2009, først blevet indtægtsført i 2010. – En klar fejl, siger Maliina Abelsen.

Landskassen havde udgifter på 6.183.000.000 kroner i 2010, og det var 119 millioner kroner mindre end budgetteret. Resultatet skyldes blandt andet færre lovbundne udgifter, fordi det er svært at forudse det nøjagtige behov for pensioner og boligsikring. Administrationen er blevet effektiviseret: – Vi kar skåret ind til benet, siger Maliina Abelsen.

Regnskabet for 2010 er nu sendt videre til Revisionsudvalget, som fremlægger sin betænkning på Efterårssamlingen.

Powered by Labrador CMS